Hvor længe kan det cubanske styre holde stand?

Sidste mandag udmeldte den cubanske regering, at det er unødvendigt, at skolebørn tropper op i skolen i den ellers pligtige skoleuniform. Den amerikanske olieblokade har ikke alene sat trafikken i stå, også vandet mangler, og uden vand kan skoleuniformerne ikke vaskes, rapporterer journalist og tidligere udenrigskorrespondent Øjvind Kyrø fra Havana.

Cubas militærdiktatur vil fortsat ikke give sig for USA’s krav om systemskifte, selv om alt ligger i ruiner i det cubanske samfund.

Der er ofte ikke lærere i skolen, enten fordi de er flygtet sammen med to mio. andre cubanere i løbet af de seneste tre år, eller fordi busserne mangler benzin, så de ikke kan komme på arbejde. Også fabrikker, hoteller og butikker ligger øde hen.

De foreløbige hemmelige forhandlinger mellem de to ærkefjender har efter det oplyste ikke resulteret i andet end, at kommuniststyret nu har tilbudt cubanere i udlandet, at de kan investere i deres tidligere hjemland.

Tilbuddet har udløst et fnys fra de fire mio. eksilcubanere i Miami. Først havde Fidel Castro i sin tid sagt, at det var godt, at de var flygtet, og han havde sammenlignet dem med “pus fra en byld”. At de var væk, var et sundhedstegn. Dernæst blev de kaldt for “orme”, fordi de var modstandere af revolutionen.

Og nu fnyser de i Miami over militærdiktaturets tilbud om at redde den såkaldte “triumferende revolution.” Ikke tale om, er meldingen. Ingen vil investere i et regime med en diktator, som er kendt for at nationalisere ethvert udenlandsk firma med succes.

I Danmark oplevede erhvervsmanden Ivan Nadelmann det. Han var ejer af biludlejningsfirmaet Avis i Danmark og flere østlande – hans firma blev stjålet af den cubanske regering. Han havde et succesfuldt biludlejningsfirma ved navn Rex, som alle kendte. Men i 2005 blev det pludselig nationaliseret, og i dag er også Rex kørt i sænk af inkompetence.

Cuba har i over 50 år også skyldt den danske statskasse knap 200 mio. kr. plus renter for leverede skibe fra det nu lukkede Helsingør Skibsværft. Den danske regering har uden held forsøgt at inddrive beløbet.

Aktuelt har USA, med udenrigsminister Marco Rubio som hovedarkitekt, strammet kvælertaget på Cuba ved at ødelægge landets største indtægt, nemlig udlejning af læger og sygeplejersker. I de bedste år indbragte de statskassen godt 7 mia. dollars om året.

Systemet er det, at Cuba årligt uddanner 5.000 læger, og de har pligt til at lade sig udstationere i udlandet. Regeringen udbyder dem til behandling af ebola i Afrika, af covid i Europa samt til en lang række landes sundhedsvæsener. Især Venezuela har i mange år haft 30.000 udstationeret i slumkvartererne omkring de store byer til gratis at behandle de fattige beboere. Til gengæld fik Cuba op mod 115.000 tønder olie om dagen.

Men strømmen af olie er nu stoppet af den amerikanske magtovertagelse af Venezuela den 3. januar i år, da præsidenten og hans hustru blev taget til fange af amerikanske styrker. Men Cuba har stadig mange læger udlejet. Da det gik bedst, talte de 60.000 i 60 lande.

Ordningen var den, at en læge fik f.eks. 300 dollars om måneden af den cubanske stat, der modtog 6.000 dollars af det land, der havde leaset dem. Som en ekstra bonus fremstod Cuba som en international humanitær lægeambulance. Men USA presser nu de lande, der har ansat cubanske læger, til at sende dem retur. Foreløbig har Guatemala, Jamaica, Honduras, Guyana og Paraguay fyret dem.

For længst brudt sammen

Olieblokaden har også kværket Cubas fjerdestørste indtægt, en åben nikkelmine østpå. Den tredjestørste pengestrøm til statskassen er turisme, som også er lukket, da der ikke er flybrændstof i lufthavnene, og turisterne bryder sig ikke om at færdes på gader med stinkende affaldsbjerge og påtrængende tiggere.

Engang var Cuba verdens største eksportør af sukker. De sovjetiske mejetærskere, der kunne høste de stærke sukkerrør, er for længst brudt sammen. Og ingen bonde vil gribe en machete og bjerge høsten for 14 dollars om måneden under den stikkende sol. Cuba importerer nu sukker fra Frankrig.

Granma, den statslige avis, udkommer nu kun en gang om ugen på grund af mangel på papir og el, men det klager ingen over. Cubanerne får nyheder via nettet, og et virvar af hjemmesider fra eksilcubanere spreder rygter om de hemmelige forhandlinger.

Vil USA acceptere privatiseringer under det kommunistiske regime, eller skal systemet afskaffes til fordel for frie valg og fri presse? Vil USA sende en art Marshall-hjælp til cubanerne? Vil generalerne bøje sig, hvis de får amnesti? Spørgsmålene presser sig på hos cubanere.

Øyvind Kyrø