Chefredaktøren har ordet – Markedet drømmer om (urealistisk) succes i Iran-forhandlinger

Kære læser

I denne weekend forhandler USA og Iran direkte i Pakistan om en mere varig våbenhvile eller fred.

Sandsynligheden for succes, baseret på parternes retorik og det faktum, at Hormuz strædet fortsat er stort set lukket, synes at være mikroskopisk.

Iran synes at stå meget stejlt på sine synspunkter om told på skibspassage gennem Hormuz og finansiering af genopbygning af landet. USA vil have adgang til Irans atomanlæg og fuld åbning af Hormuz strædet.

Mest sandsynligt er det, at Trump bøjer af, alene fordi midtvejsvalgene nærmer sig i USA, og fordi den aktuelle krig mod Iran er ekstremt upopulær i USA’s befolkning. Folkestemningen præges ikke mindst af højere benzinpriser hos de køreglade folk.

Så for Trump kan det komme til at handle om en strategisk tilbagetrækning, som han indenrigspolitisk kan udlægge som en sejr.

Markederne er overbeviste om aftale og fred

Markederne er tilsyneladende overbeviste om en aftale og varig fred. Det anser vi for urealistisk, og vi ser 80 pct. sandsynlighed for endnu et tilbagefald på aktiemarkedet efter nye stigninger i oliepriser og renter.

Vi har gennemgået otte aktuelle analyser fra de globale finanshuse, som har fokus på den aktuelle situation omkring Iran og Hormuz Strædet, samt effekter på makroøkonomien i den vestlige verden.

Den fælles hovedpointe på tværs af analyserne er, at energikrisen ikke først og fremmest er en oliehistorie, men en forsynings-, transport- og inflationshistorie, hvor markedernes reaktion i høj grad afhænger af, om den nuværende våbenhvile holder.

I ABN AMROs “Global industry impacted by Iran conflict” beskrives konflikten som en ny kilde til globale flaskehalse: verdens industri-PMI faldt i marts, emerging markets blev ramt hårdest, og især leveringstider og prisindeks peger på, at energichokket allerede har bredt sig ud i varekæderne.

Samtidig advarer banken om, at de pæne PMI-tal i Europa kan være misvisende, fordi de er “sminket” af længere leveringstider snarere end ægte styrke i industrien. Vi har fremhævet ti konklusioner:

Første konklusion er, at konflikten har flyttet sig fra geopolitisk begivenhed til reel global produktionsforstyrrelse. Når inputpriserne springer op til højeste niveau siden 2022, er det et signal om, at energichokket ikke længere er begrænset til råvaremarkederne, men presser sig ind i industrien og dermed i inflationen.

Anden konklusion er, at Europa ser mere robust ud på overfladen, end det faktisk er. ABN AMRO fremhæver, at eurozonens PMI ville have ligget langt tættere på 50, hvis man rensede for effekten af forlængede leveringstider. Det er en vigtig pointe: I energikriser kan stærke nøgletal i realiteten dække over logistiske spændinger, ikke over reel efterspørgselsstyrke.

Tredje konklusion er, at Hormuz strædet fortsat er den afgørende systemiske risiko. I UniCredits “The fallout of the Iran war” og underafsnittet “Hormuz at a standstill” beskrives strædet som verdens mest akutte energiflaskehals.

Mere end 20 mio. tønder olie og petroleum passerede normalt dagligt, og der findes ingen skalerbar erstatning for de tabte mængder; for LNG er omvejene endnu mere begrænsede.

Rabobanks “Think ‘weekends’ rather than ‘weeks’” skærper samme pointe ved at understrege, at en midlertidig våbenhvile ikke er det samme som normalisering. Kun få skibe passerer, 800-900 fartøjer venter, og rederierne tøver fortsat med at genoptage normal trafik.

Fjerde konklusion er, at markedet håber mere, end analyserne gør. Rabobank konstaterer direkte, at markederne udviser større tillid til våbenhvilen, end den geopolitiske realitet berettiger til. Det passer godt med ABN AMROs og UniCredits vurdering: våbenhvilen kan gøre chokket midlertidigt, men det er for tidligt at konkludere det. Den gennemgående analytiske tone er altså ikke optimisme, men “vent-og-se”.

Femte konklusion er, at Europa er mere sårbar end USA. UniCredit vurderer, at USA som nettoeksportør af energi kun rammes begrænset på væksten i basisscenariet, mens eurozonen får et tydeligere inflationsløft og lavere vækst.

I deres basisscenarie løftes eurozonens inflation til ca. 2,5 pct. i 2026, mens væksten nedjusteres til 0,9 pct. I et negativt scenarie kan inflationen bide sig fast i 3,5-4 procentområdet, mens væksten næsten går i stå.

Sjette konklusion er, at centralbankerne presses ind i et klassisk stagflationsdilemma. UniCredit skriver direkte, at både Fed og ECB kan blive fanget mellem svagere vækst og højere inflation, mens ABN AMRO peger på stigende cost-push-priser.

Pointen på tværs af finanshusene er, at energikrisen ikke nødvendigvis udløser recession med det samme, men den gør pengepolitikken langt vanskeligere og mindsker sikkerheden for yderligere lempelser.

Syvende konklusion er, at Europa ikke kun er udsat på råolie og gas, men især på raffinerede produkter. BNP Paribas’ “Refined petroleum products: should we be worried about shortages in Europe?” er måske den mest konkrete analyse.

Her er budskabet, at situationen endnu er under kontrol, men kun fordi lagrene giver omtrent en måneds sigtbarhed. Samtidig er Europa blevet strukturelt mere afhængig af import fra Asien og Mellemøsten, især på diesel og jet fuel. Med andre ord: Den akutte risiko er ikke bare højere energipriser, men også fysiske spændinger i forsyningen af de produkter, økonomien faktisk bruger.

Ottende konklusion er, at aktiemarkedet er begyndt at rotere. AllianceBernsteins “Equity Outlook: Middle East War, Energy Shock Test Fragile Markets” viser, at energiaktier steg kraftigt, mens teknologi, forbrug og finans var svage. Samtidig var value- og minimum-volatility-aktier mere robuste end growth.

Det er ikke bare en kortsigtet risikoreaktion. AB peger også på bredere markedsdispersion, faldende koncentration i de største amerikanske aktier og voksende usikkerhed om AI-forretningsmodeller. Energikrisen fungerer dermed som katalysator for en bredere markedsdrejning væk fra de mest følsomme væksttemaer.

Niende konklusion er, at energikrisen ikke står alene, men forstærker allerede eksisterende skævheder i markedet. Det er særlig tydeligt hos AB og UniCredit. AB skriver, at geopolitik og AI tilsammen udvider udfaldsrummet for aktier.

Derfor bliver den nuværende uro mere kompleks end en traditionel energikrise. Den rammer oven i høj markedsværdi i tech, stor sektorkoncentration og følsomhed over for renter.

Tiende konklusion er, at basisscenariet i analyserne stadig er baseret på kortsigtede vurderinger og at halerisikoen er blevet større.

UniCredit, Rabobank og ABN AMRO arbejder alle med et hovedforløb, hvor spændingerne gradvis dæmpes, og hvor markeder og energipriser efterhånden normaliseres. Men alle tre understreger også, at varigheden er afgørende.

Hvis Hormuz forbliver delvist lukket, eller hvis krigen igen eskalerer, bliver konsekvensen ikke blot højere olie- og gaspriser, men også mere vedvarende flaskehalse, stærkere inflationspres og svagere vækst.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør