Donald Trump har vist sig villig til at acceptere de indenrigspolitiske omkostninger ved at gå i krig med Iran. Senest har han accepteret en våbenhvile i to uger. Men det er uhyre vanskeligt at forestille sig, at luftkrigen med bombninger af Iran genoptages, også selv om der ikke kommer en mere varig aftale, skriver Jacob Funk Kirkegaard, Senior Fellow i tænketanken Bruegel
En genoptagelse af krigen er urealistisk, fordi Donald Trumps hjemlige politiske position allerede er meget svag.
Donald Trump, USA og mange allierede står i dag mere svækkede end før krigen, mens Iran har opnået fornyet afskrækkelse med lukning af Hormuzstrædet og en eskalerende global energikrise.
De amerikanske benzinpriser ligger over den psykologiske fire dollars/gallon-barriere og er på vej mod fem dollars. Meningsmålinger viser, at Trump har lavere opbakning blandt uafhængige amerikanske vælgere end George W. Bush, da Irak-krigen var på sit højeste, og Richard Nixon under Watergate-skandalen.
De politiske omkostninger for Donald Trump ved tilvalget af krigen stiger hastigt, og der er risiko for, at republikanerne mister kontrollen med begge kamre af Kongressen ved midtvejsvalget i november.
Skulle det ske, vil Trump nok stadig være den dominerende skikkelse i MAGA-bevægelsen. Men han vil resten af præsidentperioden være politisk fastlåst. Han vil sikkert især være fokuseret på at undgå endnu en rigsretssag, og at hans regeringsmedlemmer og familie bliver anklaget for korruption.
Ingen har derfor tabt mere på Iran-krigen end Donald Trump personligt.
Moderne krig er samtidigt dyr, og Trump-administrationen har allerede bedt Kongressen om en ekstra bevilling på 200 mia. dollars for at kunne betale de forøgede militære omkostninger fra bombningen af Iran.
Kun halvfyldte missillagre
Det er dog ikke det større føderale statsunderskud, men i stedet forbruget af vanskeligt erstattelige præcisionsvåben som Tomahawk-missiler og Patriot-luftværnsmissiler, som udgør det største problem. Sagen er, at disse allerede er yderst efterspurgte rundt om i verden. F.eks. har Ukraine i mange måneder ikke kunnet købe Patriot-missiler til beskyttelse mod Ruslands angreb.
USA’s militærindustrielle sektor har simpelthen ikke produktionskapacitet til at følge med efterspørgslen, og USA’s militær står nu over for en flerårig periode med tomme eller kun halvfyldte lagre af præcisionsammunition.
Det svækker USA’s konstante militære afskrækkelse over for Kina i forbindelse med Taiwan. Det indskrænker også USA’s muligheder for i de kommende år at gribe ind i nye uforudsete kriser rundt om i verden. For en supermagt med et forsvarsbudget på godt en trillion dollar årligt er dette en uacceptabel situation.
Samtidig er USA’s allierede i Golfregionen, som har investeret flere hundrede millioner dollars i Trumps personlige selskaber, ikke blevet taget med på råd om visdommen i et amerikansk-israelsk angreb på Iran. Golflandene har været Irans primære gengældelsesmål for drone- og missilangreb i Teherans bevidste forsøg på at regionalisere krigen og via en de facto blokade af Hormuzstædet at presse oliepriserne dramatisk i vejret.
I dag står lande som UAE og Bahrain med usikkerhed om holdbarheden af deres økonomiske modeller over for en vedvarende iransk trussel med spørgsmål som: Er lufthavnene i Dubai og Doha fortsat troværdige knudepunkter for luftfragtssektoren? Vender turisterne og skatteflygtninge tilbage til Dubai? Vil globale finansielle virksomheder fortsat placere nøglemedarbejdere i regionen? Det gør det måske med tilstrækkeligt store statstilskud fra golfstaterne, men forretningstilbuddet er givet dårligere, end det var før krigen. Nok vil regionen nok stadig være velhavende men alligevel fattigere på længere sigt.
Samtidigt er det iranske regime ikke kollapset som følge af det månedlange israelsk-amerikanske luftbombardement, hvilket i sig selv er et vigtigt signal både til Irans egen befolkning og omverdenen. Men Iran har yderligere formået, trods koalitionens luftoverlegenhed, konstant at fortsætte sin missil- og dronebaserede gengældelse mod Golfregionen og Hormuzstrædet.
Det illustrerer, at USA og Israel ikke har et militært modsvar mod Irans asymmetriske og økonomisk orienterede gengældelse. Samlet giver dette Iran en nu verificeret modstandskraft mod luftangreb, som reelt viser, at det er nytteløst at angribe Iran samt de potentielt store økonomiske omkostninger herved.
Jacob Funk Kirkegaard
