Iran-krigen: Energichokket er alvorligt – men markedet tror, verden er blevet mere robust

Vi bringer her et sammendrag af analyser fra otte internationale finanshuse udgivet inden for de seneste dage – med fokus på konsekvenser af de fortsatte høje energipriser på inflation, renter, makroøkonomi og centralbanker. Overordnet tegnes der ikke et entydigt katastrofebillede, men til gengæld er det opfattelsen, at chokket kan blive dybt, skriver chefredaktør Morten W. Langer.

Foreløbig ligner situationen ikke en gentagelse af 1970’ernes oliekriser eller 2022-inflationschokket. Verden er mindre olieintensiv, USA er mere energiuafhængig, centralbankerne er mere årvågne, og markederne har indtil videre behandlet krigen som en voldsom, men håndterbar begivenhed.

Det mest dramatiske billede tegnes af Commerzbank, som spørger, om energikrisen er værre end 1973, 1979 og 2022 tilsammen. Banken peger på, at olieproduktionen ifølge IEA sandsynligvis er faldet med mindst 10 mio. tønder dagligt siden krigens start, svarende til ca. 12 pct. af global olieproduktion. Det er større end de klassiske oliekriser, hvor produktionen faldt 7-8 pct.

Commerzbank fremhæver også gasdimensionen: LNG-eksport fra Mellemøsten, især Qatar, er næsten gået i stå, og Qatar huser verdens største anlæg til flydende naturgas. Det skaber en ny risiko, som ikke fandtes i samme form i 1970’erne. Banken advarer: “it is too early to give the all-clear.”

Commerzbank er relativt moderat i sin makrokonklusion. Prischokket er mindre end i 1970’erne: olieprisen ventes selv i et pessimistisk scenarie højst at ligge ca. 60 pct. over sidste års gennemsnit, mod 250 pct. i 1974 og 125 pct. i 1979. Samtidig er økonomierne langt mindre olieintensive.

For Tyskland vurderes kombinationen af olie- og gasprisstigninger at reducere købekraften med under én pct. af BNP, klart mindre end under den første oliekrise. Strategiske oliereserver giver også en buffer, som OECD-landene stort set manglede i 1970’erne. Men Commerzbank understreger, at varigheden er afgørende: Hvis krisen trækker ud, og skadede raffinaderier, gasanlæg og havnefaciliteter tager lang tid at reparere, kan effekten blive væsentligt større.

BNP Paribas har en konjunkturorienteret vurdering. I rapporten Energy shock: Dashboard 2026 vs. 2022 spørger banken, om Iran-krigen vil give samme effekt som Ukraine-krigen. Svaret er foreløbig nej. BNP Paribas skriver, at inflationstrykket bør være svagere denne gang, fordi efterspørgslen er mindre dynamisk og udbuddet mindre anstrengt end i 2022.

Banken fremhæver også, at centralbankerne har lært af chokket i 2021-2023 og derfor er klar til hurtigere at reagere på afsmittende effekter, lønpres og inflationsforventninger. I eurozonen vurderer BNP Paribas data som “relatively positive”. Forbrugertilliden og inflationen er mindre ramt end i marts 2022. Men banken advarer om, at det ikke siger meget om de næste måneder.

Blokerer Hormuzstrædet

I USA er billedet mere blandet. CPI-inflationen steg i marts til 3,3 pct. år/år, den største månedlige stigning siden 2022, næsten udelukkende drevet af benzin. Virksomhedernes inputpriser og leveringstider er forværret, men små virksomheder har endnu ikke løftet salgspriserne markant. Dermed er chokket synligt, men endnu ikke bredt forankret.

Rabobank er klart mere nervøs på den korte bane. Analysen beskriver våbenhvilen som “relativ”, fordi begge sider fortsat blokerer Hormuzstrædet, og Iran ifølge rapporten har beskudt kommercielle skibe. Banken fremhæver bl.a. risikoen for, at en uformel amerikansk deadline til Iran udløber. Rabobank hæfter sig ved, at Brent er steget til ca. 106 dollar, men kalder samtidig markedsreaktionen overraskende rolig.

Rabobanks makropointe er, at et inflationschok synes uundgåeligt; spørgsmålet er intensitet og varighed. Eurozonens services-PMI er faldet til 47,4, hvilket banken tolker som et bedre billede på faldende forbrugertillid og svækket investeringslyst end mere robuste industridata.

De er fortsat påvirket af, at ordreindgangen kan afspejle hamstring før forventede knapheds-situationer og prisstigninger. Inputpriserne stiger “considerably”, outputpriserne stiger nu hurtigst i tre år, og hvis marginerne presses yderligere, kan virksomheder blive nødt til at sende mere af regningen videre til kunderne.

Franklin Templeton løfter analysen op på et strukturelt niveau. Finanshuset vurderer, at vi for tiden er vidne til to større trends: afglobalisering og innovation. IMF beskrives som meget pessimistisk med tre scenarier – bad, worse og worst – hvor selv en hurtig afslutning på krigen efterlader varige skader, mens en konflikt ind i næste år kan udløse global recession.

Markederne er derimod mere rolige med amerikanske aktier tæt på rekordniveauer og stramme kreditspænd. Franklin Templetons centrale pointe er, at energichokket forstærker en eksisterende bevægelse mod højere inflation og obligationsrenter. Her er det interessante, at både afglobalisering og produktivitetsboom kan pege mod højere renter – men af forskellige årsager. Mindre globalisering betyder lavere effektivitet, dyrere forsyningskæder og strukturelt højere inflation. Hurtigere produktivitetsvækst, især i USA, betyder højere neutral realrente. Franklin Templeton skriver direkte, at Iran-krigen sandsynligvis vil “compound the structural trends” og give regeringer endnu en grund til reshoring, lageropbygning og investeringer i energisikkerhed.

Deutsche Bank åbner en anden vigtig vinkel: AI og Golfen. Krigen har taget rampelyset fra AI, men ifølge banken har den afsløret, at AI er afhængig af Golfen – ikke kun omvendt. Golfstaternes kæmpestore statsfonde er blevet nøgleinvestorer i AI-modeludviklere og datacentre. Samtidig vokser regionens datacenterkapacitet hurtigt. Deutsche Bank peger dog på, at en langvarig krig kan bringe Golfens AI-mulighed i fare: “Does this give the Middle East an opportunity to take a lead in AI?” Svaret er: muligvis, men kun hvis krigen ikke bliver langvarig.

Bank of America/Merrill anlægger en mere konstruktiv markedsvinkel. De fastholder overvægt i aktier og ser især asiatiske markeder som robuste trods deres store energiimportafhængighed. Siden våbenhvilen har investorer ifølge banken indregnet, at eskalationsrisikoen er toppet, og global risikovillighed er vendt tilbage. Asien er ramt af energirationering, subsidier og pres på fly- og turistsektoren, men regionen har modvægte: Malaysia nyder godt af olie- og gaseksport, Indonesien af gas- og kul-eksport, Kina af store olielagre på ca. 1,2 mia. tønder, og Korea/Taiwan understøttes af datacenter- og AI-investeringer.

Julius Baer leverer den mest markedspsykologiske konklusion: Krige behandles i stigende grad ikke som enkeltstående chok, men som tilbagevendende begivenheder. Analysen fremhæver fire økonomiske læringer: markeder absorberer krige og energichok hurtigere end ventet; forsyningskæder er mere tilpasningsdygtige end dommedagsscenarierne; 2026-økonomien er mere robust, fordi husholdninger og virksomheder i Vesten – i modsætning til regeringer – gik ind i perioden med relativt solide balancer; og børserne prissætter næsten hver ny krigsudvikling i realtid.

Ti vigtige konklusioner

1. Iran-krigen er først og fremmest et energi- og forsyningskædechok, ikke blot en geopolitisk krise.
2. Olieudbuddet er ramt hårdere end under tidligere oliekriser, men prischokket er foreløbig mindre end i 1970’erne.
3. Gas og LNG er den nye risikodimension, især på grund af Qatar og asiatiske importørers afhængighed.
4. Eurozonen er sårbar, men foreløbig mindre presset end i 2022, fordi efterspørgslen er svagere og centralbankerne mere reaktionsparate.
5. USA er bedre isoleret, fordi landet er mere energiuafhængigt og en del af olieprisstigningen omfordeles internt.
6. Inflationschokket er næppe slut, og andenrunde-effekter via transport, inputpriser, løn og forventninger er den centrale risiko.
7. Asien er mest eksponeret mod energichokket, men Kina, Malaysia, Indonesien, Korea og Taiwan har hver deres buffere.
8. Markederne er bemærkelsesværdigt rolige, hvilket enten afspejler robusthed – eller undervurdering af forsyningsrisikoen.
9. Krigen forstærker afglobalisering, lageropbygning og energisikkerhed, hvilket taler for højere strukturel inflation og højere renter.
10. AI- og datacenterøkonomien er en overset vinkel, fordi Golfens kapital, energi og infrastruktur er tæt forbundet med den globale AI-udbygning.

Samlet er finanshusenes fælles budskab, at Iran-krigen ikke endnu er blevet til en global makrokatastrofe. Men det skyldes ikke, at chokket er lille. Det skyldes, at verdensøkonomien er mere energieffektiv, mere finansielt polstret og mere tilpasningsdygtig end tidligere.

Den største risiko ligger derfor ikke i den første prisstigning, men i varigheden: Jo længere Hormuz, LNG-strømme, raffinaderier m.v. forbliver under pres, desto større bliver sandsynligheden for, at markedets ro viser sig at have været for optimistisk.

Morten W. Langer