Mens alle venter på, at der sker noget afgørende nyt på Cuba, forsøger de lokale at leve videre som normalt, selvom det ikke kan lade sig gøre. Tidligere udenrigskorrespondent Øjvind Kyrø kommer her med sit foreløbigt sidste stemningsbillede fra Havana, hvor han beskriver cubanernes nærmest absurde dagligdag.
På strøget i Havana, en gågade ved navn Obispo, ligger en stor restaurant, og der står fem mand og spiller og synger for åbne vinduer. Der er ikke en gæst derinde. Men de udfører deres arbejde. På samme måde er det med vagter døgnet rundt ved skoler og museer, der holder lukket, fordi bybusserne mangler brændstof, og personalet derfor ikke kan komme på arbejde. Men vagterne står der, for i Cuba er ingen arbejdsløse. Tømmermænd er en gyldig fraværsgrund, man skal blot huske at ringe og melde det.
På hovedgaderne sidder gamle mennesker og supplerer deres månedlige pension på 50 kr. ved at sælge stjålne pærer fra statslige institutioner, smudsige fjernbetjeninger til tv og en stikkontakt. Alle går og venter på, at noget skal ske. Med gru hører de den amerikanske præsident true med at udslette en civilisation, for han har bebudet, at efter Venezuela og Iran står Cuba for tur.
Miguel Diaz-Canel, landets præsident, udtalte forleden, at hvis der kom et amerikansk angreb, vil Cuba slå hårdt tilbage med “en total mobilisering” af befolkningen, og “hvis vi falder under slaget, vil det at dø for fædrelandet være at leve.”
Præsidenten, der i modsætning til det meste af regeringen er civilist, er begyndt at iføre sig kampuniform ved offentlige møder.
USA’s udenrigsminister Marco Rubio levnede kun et smil, da han blev bedt om en kommentar til denne trussel. For Marco Rubio, søn af eksil-cubanere, er et frit Cuba en hjertesag. Den 10. april sendte han en delegation til Havana for at forhandle direkte med det cubanske udenrigsministerium, og den cubanske viceudenrigsminister fik fortalt, at han havde to uger til at få løsladt de 1.200 politiske fanger.
Til gengæld vil alle cubanere få adgang til et gratis, frit og lynhurtigt internet i form af satellitsystemet Starlink, som Elon Musk ejer. Ligesom parabol-antenner er Starlink forbudt i Cuba, og det statslige teleselskab har ved hjælp af kinesiske eksperter indført kraftig censur af, hvilke hjemmesider cubanerne må få adgang til.
Den amerikanske delegation krævede også, at der bliver indført fri presse, frie valg og en overgang til markedsøkonomi. Desuden blev der holdt møde med barnebarnet til og livvagt for Cubas egentlige magthaver, den 94-årige Raúl Castro.
Raúl Guillermo Rodríguez Castro er hans fulde navn, men hvad delegationen talte med ham om, vides ikke, blot er det tydeligt, at USA forhandler i to spor. Et “officielt” med regeringen og et andet med chefen for det hele, Raúl Castro.
For at lægge pres på militærstyret begyndte det at flyde med forlydender på internettet om, at Pentagon forbereder en militær intervention, og på radar-apps kunne man se, at amerikanske droner flyver rundt om og over ø-staten. “Hvad vil der ske i morgen, næste uge eller næste måned? Kvælning, kollaps eller social uro?” spørger landets mest berømte forfatter Leonardo Paduro.
Alt dårligt er USA’s skyld
Siden begyndelsen af januar har USA isoleret landet ved at standse alle olieforsyninger og tvinge nabolande til at opsige deres kontrakter om leasing af læger, som i årevis har givet statskassen i Cuba den største indtægt.
Hver dag bliver der banket på kasseroller i protest mod strømsvigt. Det russiske tankskib med 100.000 tons olie, som fik lov til at anløbe nogle dage før påske, vil kun lempe lidelserne i et dusin dage.
Staten er bankerot, og det ellers så effektive sundhedssystem, som har givet Cuba en lavere børnedødelighed end USA, ligger i ruiner. Apotekernes hylder er tomme, og de mest basale medikamenter mangler på operationsstuer og i lægehuse.
Men regeringen lader som om, at den stolte revolution og dens landvindinger fungerer, selv om det er tydeligt for selv de mest indædte kommunister, at landet er ved at kollapse. Og hvis der er problemer, skyldes det USA’s embargo, lyder det: Selv har regeringen intet ansvar for landets ulykke.
Leonardo Padura: “Den cubanske regering bør ikke besvare denne desperate klage med sine sædvanlige slagord, gentaget år efter år.” “Utallige cubanere står dag efter dag i lange køer foran butikker, markeder og apoteker i stille resignation, uanset om det regner eller er stegende varmt. De står i kø for mad, medicin, brød og helt basale fornødenheder.”
Øjvind Kyrø
