Grundfos’ bestyrelsesformand Jens Moberg understreger vigtigheden af at gennemføre følsomme beslutninger hurtigt. Som da Grundfos udskiftede sin CEO i 2014 og indsatte formanden som fungerende CEO. Inden Grundfos’ bestyrelse fyrede Carsten Bjerg var der gået tre år, hvor resultaterne ikke havde levet op til forventningerne, lyder det fra bestyrelsesformanden Jens Moberg i dette interview.
Men det var ikke en nem beslutning, understreger han fra bilen på vej mod Grundfos’ hovedkvarter i Bjerringbro: ”Det er et stort skridt at fyre en CEO, men vi valgte at afskedige Carsten Bjerg som koncernchef. Vi har været meget glade for ham i de mange år, som han har været ansat i Grundfos. Men det var rigtigt at få en anden mand ved roret for at få virksomheden til næste niveau. Derfor valgte jeg at sætte mig ved roret som midlertidig koncernchef, mens vi rekrutterede den nye CEO,” siger Jens Moberg. En bestyrelse skal holde sig uden for den daglige drift. Hvordan passer det med den fremgangsmåde?
”Jeg er fuldkommen enig i, at man skal adskille bestyrelsens arbejde fra den daglige ledelses arbejde. Men det er helt naturligt, at når en virksomhed er i krise eller omlægger sin strategi, så rykker bestyrelsen tættere på. Jeg var meget tydelig omkring, at jeg gik ind som fungerende CEO i en periode. Men det var ikke en rolle, som jeg ville fortsætte i. Jeg mener, at når man siger farvel til den gamle CEO, skal man også eksekvere på dette umiddelbart. Det kan der være mange meninger om. Men det var vores holdning, at når Carsten ikke var fremtiden, så skulle der også eksekveres på det med det samme.










