Ny bog: Euroland skal reformeres for at overleve

Hans-Werner Sinn, tidligere leder af forskningsinstituttet Ifo, har i årevis været kritiker af den måde, eurozonen fungerer på.

Nu har han uddybet sin kritik i bogen ”Der Schwarze Juni.” Han mener, at hovedproblemet er, at der mangler en politisk overbygning over euroen. Der er i det hele taget for lidt politisk union i EU, selv om han ikke anbefaler etableringen af en egentlig union á la USA.

Hans-Werner Sinn mener, at EU-landene må udarbejde nye traktater for samarbejdet, selvom han erkender, at traktatændringer ikke er politisk mulige i denne tid med voksende folkelig skepsis over for EU og med Brexit og den usikkerhed, dét medfører. Men han nøjes ikke bare med kritik. Han fremlægger også en 15-punkt plan for, hvordan zonen kan komme til at fungere bedre, og de 10 af punkterne handler såmænd om EU i almindelighed.

Han mener, at det ikke er nok at forbedre eurozonen. Også EU må forbedres. Det slående er, at flere af hans forslag handler om flygtningekrisen. Det kan virke besynderligt, at han dermed kæder euroen og bl.a. flygtningekrisen sammen. Men han har nok en pointe: Hvis der er alt for mange hængepartier i det europæiske samarbejde, så breder mistilliden sig til projektet, og så kommer den europæiske konstruktion ikke til at fungere.

Forkert fokus
Han mener, at EU har været alt for optaget af detailreguleringer, som generer borgerne. Og der har været alt for megen fokus på et enkelt erhverv, nemlig landbruget, der får så megen støtte, at forbrugerne betaler 20 pct. mere for fødevarer, end hvis de kunne købe til verdensmarkedspriser. I forbindelse med eurokrisen har ECB og eurozonens medlemmer været alt for eftergivende over for de sydeuropæiske lande, der ikke har gennemført samme omfattende indgreb i økonomien som f.eks. Irland, der også har været i en krise.

Det betyder, at Tyskland og de mere solide nordeuropæiske lande kommer til at betale enorme summer til Sydeuropa for at holde hele systemet i gang. EU kan ikke blive ved med at fungere på den måde, konkluderer han.

Han har en interessant pointe omkring den del af eurozonen, han kalder D-mark-blokken, nemlig Tyskland, Holland, Østrig og Finland. Efter den britiske udtræden mister disse ”hårde” lande i eurozonen deres spærreminoritet. Det er en konsekvens, de færreste vist er klar over. Denne landegruppe kan ikke længere hindre beslutninger, som træffes med kvalificeret flertal, og som omfatter de fleste beslutninger i EU. Når samtidig Tyskland i ECB-rå-det ikke har flere stemmer end Malta, er det efter Sinns opfattelse nødvendigt med gennemgribende ændringer af EU og magtfordelingen.

De lande, der virkelig tæller økonomisk, skal ikke kunne marginaliseres, og slet ikke, når stemmemagten nu ligger hos lande, der fører en slap økonomisk politik. Derfor må eurozonen have et finansministerium med en fælles finansminister, og landene må bevæge sig i retning af en finansunion, så f.eks. indskydergaranti og arbejdsløshedsforsikring bliver fastlagt centralt.

Skal kunne ånde
Sinn erkender, at den slags forslag vil støde på massiv folkelig modstand, men alternativet er, at Tyskland og ”D-mark-blokken” vil tiltage sig endnu mere magt. Sinn mener, at eurozonen må være i stand til at ånde! Dermed mener han, at zonen som menneskets lunge må være i stand til at støde medlemmer ud, når de ikke kan leve op til kravene, og tage dem med igen, når de har været gennem en hestekur med egen valuta og devaluering.

Hans-Werner Sinn har argumenteret for, at Grækenland skulle forlade zonen. På tilsvarende vis mener han også, at medlemslande skal kunne gå konkurs, men på en ordnet måde, som når et firma går konkurs. Dermed kan der ske en sanering med gældseftergivelse, og i dén sammenhæng mener han, at det er de private aktører, bankerne, som skal betale for gældssaneringerne – med hair-cuts – og ikke skatteyderne.

Reformerne i euro-zonen skal primært tage sigte på, at zonens regler skal have en disciplinerende virkning, så det bliver de involverede parter og ikke skatteyderne, der skal betale gildet i forbindelse med kriser, og det er også derfor, han mener, at der i ECB-rådet skal være en større overensstemmelse mellem stemmevægten og den kapital, medlemmerne skyder ind.

Forslagene om generelle EU-reformer tager bl.a. sigte på at løse flygtningeproblematikken ved at sikre en fri bevægelighed på en mere fleksibel måde internt i EU og fra EU’s naboregioner.

Der schwarze Juni, Hans-Werner Sinn, 368 sider, 25,81 dollar på Amazon.

læs hele udgivelsen her

Hugo Gaarden