Lang rente: Selvom centralbankerne er i gang med en bevægelse væk fra den ultralempelige pengepolitik, er der globalt set stadig ikke tegn på, at inflationspresset for alvor bevæger sig.
Der er efterhånden nogenlunde enighed om, at de forventede stigende obligationsrenter lader vente på sig et stykke tid endnu. Handelsbanken vurderer i sin seneste renteprognose, at manglen på inflationspres vil fortsætte året ud, og at vi derfor ikke på den korte bane skal forvente, at obligationsrenterne bevæger sig opad. De har nu i en længere periode svinget i et ret snævert interval.
Når det gælder de amerikanske obligationsrenter, forventer Handelsbanken ligefrem, at vi vil se et mindre fald i løbet af andet og tredje kvartal næste år. Det er baseret på en forventning om, at der vil komme en økonomisk afmatning. Holder dette stik, er der udsigt til, at rentespændet mellem Tyskland og USA vil blive indsnævret ganske betydeligt, fra de aktuelle 200 basispoint til omkring 120 basispoint om et år. For de danske rentes vedkommende ser Handelsbanken, på linje med bl.a. Jyske Bank, at vi skal vente omkring et år fra nu, før vi ser den tiårige statsrente bevæge sig over 1,00 procent. Det beskedne spænd mellem danske og tyske obligationer forventes at fortsætte nogenlunde uændret.
TEKNISK ANALYSE PÅ STATSRENTER
Renten svinger nu inden for meget lille interval med pil nedad. Renten holder sig i det faldende interval 0,41-0,57 procent. og ligger under 60 dages glidende gennemsnit i 0,51 procent. Der er mulighed for en kortsigtet rentestigning op mod 0,56-0,57 procent-niveauet, men retningen på lidt længere sigt er nedadgående.