Efter finanskrisen: Har vi forstået rentetruslen?

Den omfattende regulering af bankerne giver i dag nogenlunde sikkerhed for, at de ikke kommer ud i samme stormvejr som for ti år siden. Men bankerne udgør kun en del af økonomien og de finansielle markeder. Uforudsete rentestigninger kan – nu som dengang – ramme som en tung hammer.

For ti år siden, i november 2007, bragte Økonomisk Ugebrev en artikel om, at den islandske bank Glitnir ville være stor indenfor aktiehandel i Norden. Banken var begyndt i det nemme hjørne og havde opnået en betragtelig markedsandel ved at dumpe priserne ved simple, uservicerede handler. Senere skulle mere værdiforøgende ydelser følge med. Det var undertegnede, der skrev historien, og selv om intet i den var forkert, står den som det første og største eksempel på en historie, jeg gerne ville have undladt at have min signatur på.

Det hele kom sig af, at Glitnir havde inviteret en række analytikere og journalister til et informationsmøde på et fornemt hotel i Oslo. Det foregik i den weekend, hvor Oslo Maraton, som Glitnir sponserede, fandt sted. Nogle få af os var kommet til byen allerede fredag aften, og vi blev inviteret på en dyr middag, hvor Glitnirs økonomidirektør markerede den uformelle, islandske tilgang ved at møde op med hængerøv i de slidte jeans.

Næste dag var han og den øvrige direktion dog iklædt de obligatoriske jakkesæt. De leverede en overbevisende præsentation. Glitnirs resultater var ganske vist dårligere end de etablerede bankers. Men der var dog sorte tal på bundlinjen, og det hele virkede acceptabelt i betragtning af, at banken var i en ekspansionsfase.

Glædestårer hos enhver konsulent

Forretningsplanen ville også få glædestårerne frem i øjenkrogen hos enhver konsulent. Snusfornuftigt satsede Glitnir på forretningsområder, som man havde erfaring med hjemmefra. Det gjaldt dels fiskeri, men også udnyttelse af varme kilder. Det sidste er Island berømt for, men det findes andre steder i Europa, og hvert sted er der en bank, for hvem det blot er en uforståelig niche. Glitnir forstod, hvad det handlede om.

Søndag eftermiddag var alle trætte – ikke mange havde løbet rundt i Oslos gader, men vi blev godt beværtet med rødvin og avec til kaffen. I denne matte stemning var det, at nogle analytikere bekymret spurgte til, om det var blevet sværere at få finansiering. Ja og nej, svarede økonomidirektøren.

Renten kunne stige en procent eller to, og det ville naturligvis koste på bundlinjen og konkurrencekraften, men værre var det heller ikke.

Det var naturligvis dette udsagn, Økonomisk Ugebrev skulle have skrevet om. Som bekendt skete der ikke blot det, at renten steg. Mindre end et år senere ville ingen låne penge til Glitnir, uanset om renten var nok så høj, og banken, med al dens snusfornuft og de fine forretningsplaner og ambitioner, klaskede sammen med et brag.

Hvis jeg skal sige noget til mit forsvar om den, set i bakspejlet, fuldstændigt irrelevante artikel om Glitnirs ambitioner på aktiemarkedet, så er det, at jeg ikke var den eneste, der undervurderede betydningen af den begyndende uro på de finansielle markeder i efteråret 2007. Det gjorde stort set alle andre også – også analytikerne, der dog var opmærksomme på problemstillingen.

Hvad skal vi lære af finanskrisen?

Siden dengang har man talt meget om, hvad vi skal lære af finanskrisen. Helt konkret er der indført en omfattende regulering af banksektoren, og en forretningsmodel som Glitnirs ville i dag blive fanget i myndighedernes spamfilter, så at sige.

Men det grundlæggende problem – at renten pludselig kan tordne i vejret – består uændret. Det er blandt andet centralt for diskussionen om, hvorvidt vi har en boble på boligmarkedet. Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd hælder til, at det har vi. Mens andre, bl.a. prominente økonomer som Lars Christensen og direktør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter, siger nej. De hæfter sig ved, at de nuværende priser er understøttet af fundamentals, herunder den meget lave rente.

Diskussionen har også betydning, når Folketinget søger at få folk til at lægge unoterede aktier ind i deres pensionsdepoter. Aktier, og især de unoterede, er meget følsomme overfor rentestigninger. Det skræmmende er, at renterne er så lave, fordi centralbankerne med bl.a. deres QE-programmer presser dem ned under gulvbrædderne. Og nej, der er ikke nogen oplagt grund til, at de pludselig skulle holde op med det. Men måske er der noget, vi har overset.

Skulle der denne lørdag, hvor Ugebrevet udkommer, sidde nogle matte analytikere og journalister i en vintermørk nordisk hovedstad og se en præsentation af en forretningsplan, der forudsætter, at renten forbliver lav, må man i hvert fald håbe, at de tænker tingene igennem en ekstra gang.