Vækstfonden vil investere i nye lovende vækstvirksomheder i de helt tidligere stadier for at modne dem til venture-branchen. Pilotforsøg indenfor medico-branchen har vist vejen.
Vækstfonden er på vej med en ny model, som gør det lettere at trække små lovende virksomheder ind i det etablerede danske venturemiljø. Modellen skal sikre, at flere upstarts-virksomheder kommer gennem det, som iværksættere kalder ”dødens dal”. Det er kløften mellem de tidligere investorer, som iværksætterne selv og innovationsmiljøerne, og det etablerede kapitalmarked.
Modellen er afprøvet i pilotprojekter inden for medicobranchen. Her er Vækstfondens venture-afdeling i tre tilfælde gået sammen med innovationsmiljøer i Aarhus og Aalborg for at udvikle nye virksomheder. Innovationsmiljøer er små statslige ventureselskaber, der er fokuseret på at trække nye vækstvirksomheder ud af universitetsmiljøerne.
TILGÆNGELIG FOR VENTUREFONDE
Således har Vækstfonden for nylig engageret sig i virksomheden TeesuVac på et langt tidligere tidspunkt, end Vækstfonden normalt ville have gjort. TeesuVac udvikler et ”engangshåndtag”, der kan foretage biotopsier af mistænkelige knuder hos kvinder, som har mistanke om brystkræft. Metoden er mere effektiv og billigere end de hidtil anvendte metoder.
Innovationsmiljøet CAPNOVA har skudt 2,5 mio. kr. i TeesuVac. Vækstfonden har suppleret med yderligere 1 mio. kr. og garanterer de næste investeringsrunder op til 15 mio. kr. under forudsætning af, at TeesuVac lever op til aftalte milestones. Ideen er at gøre TeesuVac tilgængelig for andre venturefonde uden at udvande de oprindelige stiftere, så man sikrer deres fortsatte motivation.
I TeesuVac-casen vil stifterne ende med 50 pct. af aktierne i anden kapitalrunde, mens innovationsmiljøet vil sidde på 20 pct. og Væktfonden på 30 pct. Det stiller alle parter godt, når der skal rejses yderligere kapital, idet hå-bet er at man forinden kan opskrive værdien af aktierne. Et medtech-selskab af TeesuVacs type forventes at kunne udvikles for mellem 30 og 50 mio. kr.
Innovationsmiljøerne er begrænset af kun at måtte investere 3,5 mio. kr. i den indledende fase i en startup-virksomhed. I anden runde må de indskyde 2,5 mio. kr. under forudsætning af, at privat kapital medvirker tilsvarende. Deres begrænsede investeringskapacitet medfører, at pengene ofte strækkes længere, end godt er, hvis virksomhederne skal hurtigt videre på deres vækstkurs. ”Vi risikerer at tabe 1 mio. kr., hvis en virksomhed ikke lever op til forventningerne. Men upsiden er, at vi senere kan investere fornuftigt sammen med andre venturefonde”, siger managing partner i Vækstfondens ventureafdeling, Tonni Bülow-Nielsen til Økonomisk Ugebrev.
”Vi og stifterne undgår i den tidlige fase at bruge tid på at jagte de næste investorer. Og netop det, at vi har en større investeringsramme på plads fra start – og at vi også får Vækstfondens ekspertise ind fra dag et – mindsker risikoen”, forklarer adm. direktør i CAPNOVA Lars Stigel.
I sine pilotprojekter har Vækstfonden haft særlig fokus på medico-virksomheder, fordi der er mange lovende danske startups inden for dette ret kapitalkrævende område. Vækstfonden har også ambitioner om at anvende modellen inden for ”edtech”, indlæringsværkstøjer, der kombinerer software og robotter. Derimod behøver fonden ikke at bruge modellen inden for it. Her er der efterhånden tilstrækkeligt med private investorer.
TRE FORSKELLE
Den nye model skal ikke forveksles med den samarbejdsmodel, der er mellem innovationsmiljøet PreSeed Innovation og venturefonden Seed Capital. Her samarbejdes der også om at venturemodne lovende virksomheder, der befinder sig i deres helt tidligere stadier.
Det har været kritiseret, at der var for tætte bånd mellem PreSeed Innovation og Seed Capital, og at Seed har betinget sig at kunne tegne aktier ved en aktieudvidelse til samme kurs som på det oprindelige tegningstidspunkt. Det har været med til at udvande stiftere og skræmme andre venturefonde fra at deltage.
Forskellen til Vækstfondens model er ifølge Lars Stigel, at der er en armslængde mellem CAPNOVA og Vækstfonden, at der er en kursstigning fra investeringsrunde til investeringsrunde, og at Vækstfonden går ind med flere penge.
Carsten Steno
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her