Realkredit Danmark får god bedømmelse, men…
Finanstilsynet vurderer pengeinstitutterne ud fra så vidt muligt veldefinerede og objektive kriterier. Men funger det også sådan i virkeligheden? Spørgsmålet står åbent efter en spøjs formulering oven på en såkaldt funktionsundersøgelse af Realkredit Danmark: ”Det er Finanstilsynets vurdering, at kreditkvaliteten af Realkredit Danmarks store udlån er på niveau med sammenlignelige institutter. Der var dog et del-udlån, hvor drøftelserne mellem Realkredit Danmark og Finanstilsynet gav anledning til at reducere ratingen med to yderligere trin i forhold til den nedjustering, instituttet selv havde foretaget umiddelbart inden undersøgelsen.”
Strømlining af konkurrenceregler i EU
Den danske regering støtter et forslag fra det kommende estiske formandskab, men har væsentlige betingelser, fremgår det af et notat til Folketingets erhvervsudvalg: ”Forslaget om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse af de fælles EU-konkurrenceregler (også kaldet ECN+) har til formål at sikre ensartet håndhævelse af EU’s konkurrenceregler over for virksomheder, der agerer inden for det indre marked. Med forslaget strømlines konkurrencemyndighedernes beføjelser og håndhævelsesværktøjer. Regeringen støtter formålet om at sikre effektiv håndhævelse af EU-konkurrencereglerne. Regeringen lægger dog bl.a. betydelig vægt på, at forslaget ikke indeholder krav om, at de nationale konkurrencemyndigheder enten kan pålægge virksomheder administrative bøder (dvs. bøder pålagt af konkurrencemyndigheden) eller kan anmode domstolene om i en civil sag at pålægge bøder.”
Danske Banks ledelsesansvar i hvidvask-sag undersøges
Erhvervsministeren gør, på forespørgsel fra Enhedslisten, status på undersøgelser af Danske Bank og Nordea i henseende til hvidvask: ”Indledningsvis skal det nævnes, at Finanstilsynet i 2016 politianmeldte Danske Bank for overtrædelse af hvidvasklovens bestemmelser om korrespondentbanker. Nordea blev ligeledes politianmeldt i 2016 for overtrædelse af hvidvaskloven. Disse sager er fortsat under efterforskning af SØIK. Hertil kan jeg endvidere tilføje, at jeg har en klar formodning om, at Finanstilsynet som led i sit tilsynsarbejde er i gang med at afdække, om ledelsen i Danske Bank har haft en effektiv virksomhedsstyring i forhold til at forhindre hvidvask, herunder i forhold til bankens estiske filial, og får undersøgt, om ledelsen har reageret, hvis dette ikke er tilfældet. Finanstilsynet er underlagt en særlig tavshedspligt efter lov om finansiel virksomhed. Det er derfor ikke muligt at komme nærmere ind på en status på de eventuelle undersøgelse Finanstilsynet måtte arbejde på.”
Vil kommende god skik-regler svække forsikringstageres forbrugerbeskyttelse?
Erhvervsministeren afviser dette i et svar til Enhedslisten, selv om der ”i forbindelse med gennemgangen er enkelte bestemmelser i den eksisterende god skik-bekendtgørelse på baggrund af en vurdering ikke blevet videreført, da de indebærer overimplementering. Det drejer sig om regler vedrørende prisoplysninger, vejledning om afgivelse af helbredsoplysninger og rådgivning ved skift af forsikringsselskab. Det er samlet set min vurdering, at forbrugerbeskyttelsen vil blive styrket med de foreslåede regler i dette lovforslag og i de bekendtgørelser, der vil blive udstedt i medfør heraf.”
Fortsat plads til arbejdsmarkedspensioner
Den påtænkte ændring af forsikringsformidlingsloven vil ikke indebære en risiko for, at mæglerne opstiller betingelser, der reelt forhindrer arbejdsmarkedets pensionskasser i at deltage i udbudsrunder. Det forsikrer erhvervsministeren over for Socialdemokratiet: ”De særlige regler for uafhængige forsikringsformidler i lovforslagets § 16 medfører desuden, at forsikringsformidleren alene skal handle i den enkelte kundes interesse og ikke lade sig påvirke af egne eller tredjemands interesser. Derudover vil der i den kommende god skik-bekendtgørelse være regler om, at alle forsikringsformidlere skal sikre sig, at de produkter, der tilbydes, er i overensstemmelse med kundens krav og behov. Det vil i den forbindelse ikke være i overensstemmelse med reglerne i hverken lovforslaget eller den kommende bekendtgørelse, hvis en uafhængig forsikringsformidler søger reelt at holde de bedste og billigste tilbud ude af en udbudsrunde, selv om de reelt matcher kundens behov, ved at still særlige tekniske krav.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her