Biotekselskabet Orphazyme havde første handelsdag på børsen den 16. november. Selskabet har en moden pipeline indenfor mindre Orphan Drug sygdomme, og der venter potentielle registreringsdata fra hele tre sygdomsindikationer over de kommende 3 år. Selskabet er dog relativt etbenet, og risikoen i studierne er høj.
I november 2017 gennemførte Orphazyme en fuldtegnet IPO-emission på Nasdaq OMX Copenhagen børsen. Dette er samtidig den første Healthcare notering på den danske børs siden Zealand Pharmas IPO i 2010. Første handledag for Orphazymeaktien var den 16.november 2017.
IPO-emissionen i Orphazyme blev gennemført til kurs 80, hvilket var i toppen af det på forhånd udmeldte prisinterval på 64-80.
Oprhazyme gik efter at rejse et bruttoprovenu på 600 mio. kr. fra selve hovedemissionen, hvortil kommer overallokeringsret med udløb den 14. december til emissionsbankerne, som potentielt vil rejse et provenu på yderligere 90 mio. kr.
Pipeline-aktiviteter indenfor fire sygdomme
Orphazymes kliniske pipeline-aktiviteter er alene koncentreret omkring arimoclomol, som udvikles indenfor i alt fire sygdomsindikationer:
- Niemann-Pick Type C (NPC)
- Amyotrophic Lateral Sclerosis (ALS)
- Sporadic Inclusion Body Myositis (sIBM)
- Gaucher disease (GD)
Til dato er 248 mennesker blevet behandlet med arimoclomol, heraf 112 raske frivillige og de resterende 136 har været patienter med NPC, ALS eller sIBM. Der er gennemført i alt 7 fase I studier og 3 fase II studier. Hidtil er der ikke set bivirkninger relateret til arimoclomol, som har ført til, at forsøg har måttet afbrydes.
[irp posts=”517249″ name=”Novozymes i ny vækstoverraskelse”]
Upside i aktien men også stor risiko
Der er nu ca. 21 mio. aktier i selskabet, hvilket betyder, at selskabet ved IPO-tegningskursen i 80, har en markedsværdi på ca. 1,7 mia. kr. Dermed kan vi altså udlede, at markedet fastsætter selskabets værdi til 3 gange den likvide beholdning, og at pipelinens nutidsværdi sættes til 1,1 mia. kr.
Ved første øjekast virker Orphazymes pipeline meget imponerende, og det springer i øjnene, at selskabet ved udgangen af 2020 kan stå med potentielt tre sæt positive fase II/III data. Man skal her dog være opmærksom på to ting:
For det første har Orphazymes smidt alle æg i én kurv. Man har således sat sit fulde lid til arimoclomol, og fejler arimoclomol er selskabet derfor stort set værdiløst.
For det andet er de indikationer Orphazyme forfølger notorisk vanskelige. Eksempelvis er der stort set ikke godkendt ny ALS-medicin de seneste 20 år. For de lysosomale indikationer NPC og GD er det også bemærkelsesværdigt, at man ikke har testet i syge patienter. Således er fase II/III studiet i NPC blevet indledt baseret på positive prækliniske data og positive safety data i raske frivillige. Vi vurderer derfor særligt fase II/III studiet i NPC, hvorfra der ventes resultater først (Q3 2018), som høj risiko.
Vi er noget mere positive på de neuro-muskulære indikationer ALS og sIBM. Her har man således foretaget mindre, men blindede og placebo-kontrollerede, fase II studier, med resultater der kunne indikere effekt.
Økonomisk velpolstret
Overordnet set er vi dog på nuværende tidspunkt positivt indstillet overfor selskabet. Alt andet lige, så har IPO’en været imponerende, og selskabet er nu særdeles velpolstret økonomisk. Vi vurderer, at det nuværende kapitalberedskab vil række frem til midten af 2019, selv med et stærkt stigende aktivitetsniveau.
Desuden finder vi, at Orphazyme-aktien vil have en bred appel også internationalt. Særligt pga. de interessante Orphan Drug sygdomsindikationer, som man forfølger (og som giver mulighed for en særdeles høj lægemiddelprissætning ved markedsgodkendelse), og fordi investorkredsen er meget bred og stærk.
Vi indleder derfor dækning af Orphazme med en forsigtig købsanbefaling og et 6-måneders kursmål på 110.
Børskurs på analysetidspunktet: 74,50
AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 110
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her