En skærpet kur tilpasser FLSmidth yderligere til det opsving, som markedet ser komme hurtigere, efter at Trump vandt USA’s præsidentvalg.
Valget har gjort leverandører til mineindustrien til børsens helt store vindere, især fordi Trump har lovet at sætte nyt liv i kulbranchen i USA.
Kan gevinsten efter en af de hårdeste effektiviseringskure, der er set i dansk erhvervsliv i de seneste fem år, nu komme? Donald Trump blev ikke nævnt, da FLSmidth-chef Thomas Schulz sammen med CFO Lars Vestergaard onsdag præsenterede regnskabet for tredje kvartal. Men i de første 36 timer efter Donald Trumps valgsejr blev en række store leverandører til mineindustrien pludselig meget mere værd: Finske Outotec steg 17 procent, finske Metso steg 12 procent og svenske Sandvik og Atlas Copcosteg hver 7 procent. Og FLSmidth var med i spidsen med en stigning 16 procent.
Disse virksomheder er i større eller mindre grad leverandører til kulindustrien. Den kommende præ-sident har lovet at sætte nyt liv i den amerikanske kulbranche . Trump har også lovet at bruge 500 mia. dollar på at forbedre USA’s infrastruktur. Det kan øge efterspørgslen efter råmaterialer og cement.
Besparelser på vej
De brancher, som FLSmidth leverer til, kan få et uventet hurtigt opsving. I andet kvartal har FLSmidth imidlertid fyret 300 og i tredje kvartal 600. Det er den største nedskæringskur, siden 1100 ansatte blev skåret i 2013-14.
Hvor runden i 2013 i sig selv skulle forbedre ebita-driftsresultatet med 750 mio. kr., skal den nye runde give 500 mio. kr., som dog ifølge koncernens foreløbige meldinger vil blive omtrent opvejet af et svækket marked og et stigende prispres i 2017. De seneste kursstigninger tyder dog på, at investorerne nu ser mere optimistisk på 2017, end ledelsen af FLSmidth gør. Risikerer ledelsen så at blive fanget på det forkerte ben?
Principielt nej. Thomas Schulz har konstant lagt vægt på, at nedskæringerne skulle ledsages af initiativer, der rustede koncernen bedst muligt til et nyt opsving. Koncernen er på flere måder blevet tilpasset i de seneste tre år:
• Slankning og fokusering: Samtidig med effektiviseringen er tagpladeproducenten Cembrit frasolgt, og andre aktiviteter er også solgt eller sat til salg. Foreløbig er medarbejdertallet siden 2013 reduceret 13 procent til 12324. Med de varslede afskedigelser kan antallet komme ned mod 11500.
• Indtjeningen er, trods nedturen i koncernens markeder, holdt relativt stabil. Ebita-marginen nåede et lavpunkt på 5,5 procent i 2013 hvorefter den har holdt sig i niveauet 7-8 procent frem til og med 2015. I de første tre kvartaler af 2016 er marginen faldet til 6,8 procent. Return on Capital Employed (ROCE) er også faldet fra niveauet 9-12 procent til 8 procent i de seneste tre kvartaler. Den nye effektiviseringsrunde skal nu i sig selv forbedre ebita-marginen 2-3 procent.
• Det har været svært for FLSmidth at holde arbejdskapitalen nede under lavkonjunkturen. Senest opgør koncernen dog arbejdskapitalen til 12,5 procent af omsætningen i de foregående 12 må-neder, mod 14,2 procent ved udgangen af andet kvartal og 13,1 procent ultimo tredje kvartal 2015.
• Den netto rentebærende gæld er nedbragt fra 4780 mio. kr. ved udgangen af 2013 til 3150 mio. kr. ved udgangen af tredje kvartal. Dermed er gælden faldet fra 3 gange til 2,1 gange ebitda-driftsresultatet. I 2014 fik koncernen forlænget en revolving credit facility på 5 mia. kr. med fem år og står dermed finansielt rustet til at drage nytte af et eventuelt opsving.
• FLSmidth har fået mere stabile ejerforhold, idet Lundbeckfonden i 2015 har købt 10 procent af aktiekapitalen og Novo AS har købt 15 procent. Dermed er det mere sandsynligt, at FLSmidth vil være på køber- end på sælgersiden under en kommende konsolidering af branchen.
• Koncernen har siden 2013 taget en række offensive initiativer med omorganisering af koncernen i nye divisioner, der skal understøtte en integreret ”design, build, operate”-forretningsmodel, og med udbygning af salgsorganisationen.
Modsætning mellem aktiekurs og udmeldinger
Trods den løbende effektivisering af koncernen kan det være svært at se begrundelsen for den kraftige kursstigning i den seneste uge, for koncernen har tilsyneladende selv stadig meget afdæmpede forventninger til 2017.
Hvis de store forventninger, der nu er udløst af Donald Trumps valgsejr, bliver indfriet, skal Thomas Schulz nye, trimmede FLSmidth snart stå sin prøve: Vil koncernen mindst lige så godt som sine konkurrenter (der også er blevet trimmede) kunne drage fordel af et nyt opsving?
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.