Det har overrasket mange – ikke mindst undertegnede – at Donald Trump indtil for nylig rent faktisk var relativt tæt på at overhale Hillary Clinton i kampen om Det Hvide Hus.
Det siger meget om dybden af skuffelsen, politikerleden og villigheden til at stemme på hvem som helst for at ændre tingenes tilstand blandt de amerikanske vælgere, at Donald Trump stadigt står til at få omkring 40 procent af stemmerne den 8. november, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.
Men der er en række grunde til, at Donald Trump idag, hvor han trods alt på grund af sine mange personlige fejltrin ser ud til at tabe valget, er en direkte farlig mand for det USA, resten af verden har kendt i de seneste i hvert fald 30-35 år.
For det første vandt Donald Trump det republikanske primærvalg meget stort imod en lang række ellers meget kendte mainstream-republikanere. Og når han dernæst, trods sine helt åbenlyse mangler som politiker og totale mangel på disciplin, alligevel får måske 40 procent af stemmerne, er det klart, at han idag er en ”isme” og ikke bare et personligt brand. Man kan nemlig være helt sikker, at en ny republikansk præsidentkandidat i 2020 vil stille op på nogenlunde samme politiske platform, bestå-ende at anti-immigration, anti-frihandel, et stærkt ,men ikke globalt deployeret militær, grotesk store skattelettelser og modvilje mod store sociale nedskæringer. Den næste ”Donald” vil givet være en bedre politiker og en mere disciplineret kandidat end den oprindelige og vil derfor givet have gode muligheder for succes, ved i hvert fald det republikanske primærvalg. Donald Trumps trods alt store politiske gennembrud i 2016 varsler derfor en potentielt meget lang periode, hvor yderst populistiske kandidater vil være favoritter i GOP. Og det er aldrig godt for et bredere politisk to-partisystem, når det ene af to store partier reelt er uregerligt.
Minoriteter forbliver demokrater
For det andet har Donald Trumps kampagne og person formentligt gjort mere for at cementere demokraternes stigende dominans blandt kvinder, yngre millinials og de stadigt større minoritetsgrupper end nogen anden i USAs politiske historie. Det er idag en oplagt mulighed, at for eksempel hispanics-vælgere i fremtiden vil være stort set lige så loyale over for demokraterne, som sorte vælgere har været det i mange år. Og sker det, vil Republikanerne ikke længere have en reel mulighed for at vinde præsidentvalget, ligesom partiet generelt ikke længere vil være et nationalt parti i USA, men i stedet blot repræsenteret i individuelle regioner som for eksempel de tidligere sydstater. Det vil yderligere svække republikanerne på langt sigt og hjælpe med til, at de demografiske forandringer af USA i disse år reelt giver demokraterne en dominerende politisk position, partiet ikke har haft siden FDR’s tid
For det tredje er Donald Trump i stigende grad begyndt at stille spørgsmålstegn ved legitimiteten af det amerikanske demokrati. Han har flere gange sagt at kun valgsvindel vil kunne fravriste ham sejren, ligesom han i den seneste debat bombastisk bekendtgjorde, at han som præsident ville smide sin modstander, Hillary Clinton, i fængsel. Den slags retorik er farlig i et land med så mange våben i frit omløb. Voldelige handlinger fra Trump støtter efter deres kandidats sandsynlige nederlag den 8. november er en stadigt større risiko. Kun en uforbeholden offentlig accept på valgaftenen foran sine egne vælgere af et nederlag synes at kunne modvirke disse risici.
Vrede mod medier
For det fjerde er Donald Trump i stigende grad begyndt – i meget voldsomme vendinger – at angribe den amerikanske mainstream-presse, som beskyldes for direkte at søge at hjælpe med til at vælge Hillary Clinton. Derved fremmes den allerede eklatante opdeling af det amerikanske mediemarked, hvor størsteparten af republikanske primærvalgsvælgere allerede får de fleste af deres nyhedsinfomationer fra konservative medier som Fox News. Folks evne til at forstå eller gå i dialog med sine politiske modstandere i USA er idag derfor allerede rekordlav.
For det femte er Donald Trump i de seneste dage begyndt at angribe sit eget republikanske parti og gengive en lang række ”sorte helikopter”-konspirationsteorier om, hvordan Hillary Clinton og den amerikanske økonomiske elite underminerer det traditionelt hvide middelklasse-Amerika.
Alt ialt er Donald Trump godt i gang med destruere ikke ikke bare sit ”eget” republikanske parti, men også den brede folkelige opbakning til USAs demokratiske institutioner og politiske system.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.