Selvom der nok var et flertal af finanshusene, der forventede, at ECB denne gang ville holde sig i ro, så var der alligevel en grad af skuffelse over, at det faktisk også var, hvad de gjorde.
En del havde ventet, at ECB på mødet ville annoncere en forlængelse af sine opkøb, men ikke nogen renteændring.
Meget handler om selve tonen i de udmeldinger, der kommer fra ECB i mødet efter selve rentemeddelelsen, og her vurderer Handelsbanken, at ECB fremstod lidt mere dueagtig, end markedet havde forventet. Det til trods for, at meldingen også var, at ECB ville igangsætte en undersøgelse af, hvad der skal til for at sikre en gnidningsløs implementering af QE-programmet. Det betyder ifølge Handelsbanken, at man vil kigge på rammerne for opkøb, fordi det har vist sig at være svært for ECB at leve op til sine egne opkøbsmål. Handelsbanken vurderer, at ECB’s egne forecast af vækst og inflation er en anelse for optimistiske. I den mundtlige fremlæggelse nedtonede centralbankchef Draghi dog vækstforventningerne lidt ved at tale om moderat, men stabil fremgang.
Omkring det, der var meget fokus på, nemlig rentenedsættelse og forlængelse af opkøbsprogrammet, var meldingen fra Draghi, at ingen af de to tiltag havde været diskuteret på rentemødet.
Nordea vurderer oven på meldingen fra ECB, at det kun er et spørgsmål om timing, og at når der ikke kom noget nu, så kommer det i stedet til december. Her forventer Nordea, at ECB vil sænke renten med 10 basispoint, og at den samtidig vil forlænge opkøbene. Draghi talte også om, at yderligere lempelser ikke var nødvendige i øjeblikket. Det betyder dermed ikke, at det ikke senere kan komme på tale. Draghi holdt da også på mødet døren åben for, at man senere kan komme med yderligere lempelser. Samtidig pegede Draghi også på, at det er nødvendigt, at andre politikområder kommer på banen, og at pengepolitkken dermed ikke kan stå alene.
Nordea forventer da også, at der er udsigt til en lidt mere ekspansiv finanspolitik i EUR-området. F.eks. peger man på, at der i 2017 er valg i en række lande. Det gælder både Tyskland, Holland og Frankrig, hvor der er præsidentvalg. Netop når der skal være valg, er der ikke tradition for at komme med upopulære strukturelle reformer.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.