Væksten i dansk økonomi er umiddelbart stærkere end ventet. Tal fra Danmarks Statistik viste BNP vækst på 0,5 procent i 2. kvartal i forhold til analytikernes forventning på 0,4 procent.
Men uden de negative lagerreguleringer på 0,7 procent, var væksten blevet betydeligt større. Reduktionen i lagrene kan udløse en positiv vækstoverraskelse de kommende kvartaler.
Der kan være flere grunde til, at erhvervslivet reducerer sine lagre, blandt andet at lagrene er blevet for store, eller fordi virksomhederne forudser fremtidig afmatning. Lagerreduktioner trak også væksten ned i 1. kvartal. Men i de foregående tre kvartaler bidrog lageropbygninger til BNP væksten, fordi virksomhederne producerede mere end det modsvarende videresalg. Men sådan kan det selvfølgelig ikke fortsætte i lang tid, især ikke, hvis virksomhedernes afsætning måske ikke som forventet øges.
Ser man på de såkaldte vækstbidrag til BNP væksten de seneste kvartaler fremgår det, at eksporten af varer og tjenester har været solide bidragsydere til BNP væksten de seneste kvartaler. For andet kvartal var bidraget fra nettoeksporten ekstra solidt, fordi importen også dykkede markant. Men det er næppe et langtidsholdbart billede. Også øgede offentlige udgifter har bidraget stærkt til BNP væksten de seneste kvartaler, fremgår det af tallene fra Danmarks Statistik. Heller ikke denne vækstkomponent synes at være en hensigtsmæssig eller ønskelig faktor, til at løfte væksten på den lange bane.
Man skal dog passe på med at tolke for meget på de relativt positive BNP data for årets første to kvartaler. Som Danmarks Statistik skriver: ”Den pæne fremgang i dansk økonomi i første halvår skal dog ses i lyset af tilbagegangen i andet halv-år 2015. Således halter dansk økonomi en del bagud, når der ses på væksten for første halvår 2016 i forhold til samme periode året før. Her var den årlige vækst for Danmark kun 0,3 pct., mens væksten i den tilsvarende periode var 1,8 pct. for EU og 1,4 pct. for USA. Selv hvis dansk økonomi oplever samme høje kvartalsvækst i andet halvår 2016 som i første halvår, vil den samlede årsvækst kun komme op på 1,2 pct.”
Med en relativ robust vækst i 3. kvartal og 4. kvartal på 0,3 procent i hvert kvartal, kommer den samlede årsvækst op på 0,9 procent. De seneste økonomiske indikatorer synes dog ikke overbevisende: Seneste data for detailhandelsomsæt – ningen viser således et markant fald i juli, altså i starten af 3. kvartal. Den faktiske omsætning i serviceerhvervene lå i juli og august på det laveste niveau i flere år, viser DS Konjunkturbarometer . Endelig faldt industriens produktion i 2. kvartal med 0,5 procent, ifølge DS. Den øgede industrieksport kan være dækket af med træk på erhvervslivets lagre. Endelig er der begyndende svaghedstegn i tysk erhvervstillid, blandt andet afspejlet i IFO indeks. De professionelle prognosemagereligger fortsat i den optimistiske ende af skalaen, også selvom der traditionen tro er blevet nedjusteret over året. Det ændrer dog ikke ved, at langt de fleste prognosemagere fortsat synes at have for optimistiske estimater for helårsvæksten. Mest ”ædruelige” synes at komme fra Danske Bank og Nykredit med skøn på 0,7 procent, og selv regeringens skøn synes nu mere realistisk end set meget længe, med et BNP skøn på 0,9 procent.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.