Lundbecks regnskab for 1-3. kvartal 2014 viser et overordnet omsætningsfald på 12 % til 10,2 mia. kr., hvoraf selve lægemiddelsalget dykkede 6 % til 9,8 mia. kr. Lundbeck har fortsat massive problemer på det europæiske marked som følge af patentudløb for Cipralex og Ebixa. Salget i Europa faldt således med 27 % til 4,0 mia. kr., heri indeholdt et 25 % Cipralex-fald til 1,9 mia. kr. og et Ebixa-fald på 67 % til 0,5 mia. kr. For segmentet Internationale markeder steg omsætningen drevet af Canada og Kina med 3 % til 3,2 mia. kr. trods negativ valutakurspåvirkning og patentudløb for Cipralex i Canada i september. Cipralexsalget er overordnet set faldet med 2 % til 1,9 mia. kr., og i stedet drives Internationale markeder primært af leukæmimidlet Trenda i Canada, som er steget med 105 % til 149 mio. kr. samt Ebixa i Kina som er vokset 13 % til 0,4 mia. kr. USA er fortsat Lundbecks suverænt vigtigste vækstmarked. Omsætningen er steget med 40 % til 2,6 mia. kr. drevet af tocifrede vækstrater for alle lægemidler. Særlig solidt performer epilepsimidlerne Onfi med en vækst på 65 % til 0,6 mia. kr. og Sabril med en vækst på 31 % til 0,5 mia. kr. Lundbecks nye antidepressiv Brintellix fortsætter også med at udvikle sig fornuftig og har omsat for 104 mio. kr., heraf 58 mio. kr. alene i 3. kvartal.
Lundbecks samlede omkostningsside er reduceret med 8 % til 8,3 mia. kr., men de faste udgiftsposter er nogenlunde på niveau med 9M 2013. Lundbecks driftsresultat er faldet med 39 % til 0,9 mia. kr., og resultatet efter skat er faldet med 42 % til 0,5 mia. kr. For hele 2014 fastholder ledelsen forventningen om en omsætning omkring 13,5 mia. kr. og et driftsresultat i intervallet 0,0-0,5 mia. kr. Dermed kan udledes at der forventes et massivt driftsunderskud i 4. kvartal 2014 i størrelsesordenen 0,4-0,9 mia. kr., drevet af en kraftig stigning i driftsomkostningerne, som vil nå op omkring 4 mia. kr. for kvartalet drevet af primært R&D og Salg & Marketing. Lundbeck har også udstukket foreløbige forventninger til 2015, der indikerer en omsætning på niveau med eller lige under indeværende år og et driftsunderskud på ca. 1 mia. kr.







