Royal Unibrew er fortsat igang med at fordøje det store opkøb af Hartwall i 2013, men det går ganske godt på regnskabssiden. Det gør det også for aktiekursen, som år-til-dato er oppe med imponerende 38 % i kurs 1.015. Men det stiller naturligvis spørgsmålet om potentialet er ved at være udtømt? ATP og Skagen ser ud til at tænke i de baner.
ATP og Skagen har solgt ud
Aktien er nu tilbage på niveauet lige over kurs 1.000. Et rekordniveau som blev nået i august i kølvandet på halvårsregnskabet, som dengang bød på en opjustering. Aktien er dermed næsten 100 % oppe i forhold til kursen før Hartwall opkøbet i sommeren 2013. Det er en imponerende udvikling, som dog også betyder, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved det fremtidige potentiale. De lavthængende afkastfrugter må være samlet op nu, og vi noterer også, at både ATP og Skagen i løbet af de sidste par måneder har flaget, at de er gået under 5 % ejerandele.







