Det kan have lange udsigter med investering af private pensionskassepenge i danske offentlige infrastrukturprojekter.
Både politikere og pensionskasser har i årevis holdt skåltaler om, at det var lige ved og næsten. Men der er fortsat én helt afgørende barriere: Med de typiske milliardstore budgetskred på store IT- og infrastrukturprojekter risikerer chefer i det offentlige et hul i kassen lige fra start.
På papiret går det for tiden stærkt med at forsø-ge at få pensionskassemilliarder ind i offentlige danske infrastrukturprojekter, der skal sikre langsigtede stabile afkast til danske pensionister. Nu skal det ske, siger både transportministeren og en markant pensionskassedirektør. Men bliver det til noget? Er der ikke blot tale om skåltaler, som den politiske kritik lyder?
I maj måned oplyste Transportministeriet til Økonomisk Ugebrev, at politikerne nu skulle sætte sig sammen og finde millioner til en forundersø-gelse af en havnetunnel i København. I denne uge inviterede transportminister Hans Christian Schmidt (V) så pensionskasserne til at komme i gang – forundersøgelsen kan de betale. ”Jeg venter spændt på, at de ringer mig op og kommer ind til et møde,” udtaler ministeren til Ingeniøren .
Men hvad er det, som gør, at pensionskasserne, som eksempelvis PensionDanmark og ATP, stort set kun har investeret i infrastruktur uden for landets grænser, ofte via indskud i store infrastrukturfonde? Professor på CBS Carsten Greve, der forskningsmæssigt har beskæftiget sig med OPP-projekter i en årrække, siger, at projekterne for det første er udfordret af, at det offentlige typisk kan låne penge billigere end pensionskasserne. Dernæst bliver de offentlige projekter ofte opfattet som unikke af brugerne og borgerne omkring.
Usikker i private investeringer
Men en meget stor barriere er også, at private investorer på forhånd bliver nødt til at aftale en fast kalkule og investeringsramme med den offentlige modpart. Hvis budgetterne skrider en dag, hvilket sker ofte, kan politikerne blot forlænge tilbagebetalingstiden med traditionel offentlig låntagning. Men den går ikke med privat finansiering, hvor investeringskalkulen så falder sammen.
”Med traditionel offentlig finansiering rammer budgetoverskridelser altså ikke borgerne på den korte bane. Men den samlede regning bliver naturligvis større. En pensionskasse kan ikke gøre det på samme måde, da det vil gå ud over det løbende afkast, den forventer. Det er den risikoanalyse, man skal have styr på, og som mangler i dag. Det skal være rutine, da hvert enkelt projekt er unikt. Man kan tage uden for landets grænser og se, hvordan store infrastrukturfonde gør det ved at stressteste budgetterne, inden man går i gang. Men her er der jo også projekter, der ikke står distancen,” siger Carsten Greve.
På folkemødet på Bornholm løftede PensionDanmark sløret for, at pensionskassen vil være med til at finansiere danske veje og DSB’s kommende togindkøb med mere. Danskernes holdning til private penge i offentlige projekter er positiv, sagde adm. dir. Torben Möger Pedersen med henvisning til en undersøgelse.
“Det er glædeligt, at en stor andel af befolkningen bakker op om en højere grad af privat finansierede infrastrukturprojekter. Og vi er klar. Vi har gode erfaringer med OPP-investeringer, som både giver samfundsøkonomisk mening og et fornuftigt afkast til medlemmerne. Vi er for eksempel medejer af 4500 togsæt, som anvendes af de britiske togoperatører. Vi vil også gerne investere i nye tog til både DSB og Arriva i Danmark. Nu mangler der bare politisk vilje til at komme i gang,” siger han.
De politiske aftaler
På folkemødet deltog DSB’s adm. dir. Flemming Jensen i et radioprogram , hvor han fik PensionDanmarks tilbud. På trods af, at DSB’s tog er ældgamle, begyndte han straks at tale om, hvorfor det ikke kunne blive til noget. Der skal først elektrificeres på flere af de vigtige strækninger, i særdeleshed fra Fredericia til Aalborg, før DSB vil købe el-tog. Og torsdag fortalte DSB om togindkøb for 20 mia. kr. Men ikke et ord om finansiering . For DSB vil selv eje sine tog og dermed beslutte, hvem som må bruge dem.
På Christiansborg vil medlem af Transportudvalget for Liberal Alliance, Villum Christensen, gerne se, at det bliver til mere end snak:
”PensionDanmark må for min skyld gerne gå i gang i dag med at købe tog til DSB. Og de er mere end velkomne til at præsentere deres regnestykke, for lige nu virker det som skåltaler med mange milliarder og store planer for den kollektive trafik. Men er der egentlig substans i det her?” spørger Villum Christensen.
Lars Abild
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.