Den amerikanske økonomi er så markant bedre kørende, at man begynder at undre sig over, hvorfor Federal Reserve Bank (Fed) fortsat er meget tilbageholdende med at hæve renten.
Da der sikkert er en enkelt eller to læsere, der undrer sig over, hvordan i alverden jeg kan på-stå, at økonomien er bedre kørende, når den økonomiske vækst i USA fortsat ligger langt under det niveau, man så før finanskrisen, må jeg hellere forklare, skriver partner Niels Clemen Jensen fra London-baserede Absolute Return Partners i denne analyse.
Lad mig starte med NAIRU, som er et mål for, hvornår et fald i arbejdsløsheden begynder at påvirke inflationen. Fed skønner, at NAIRU i disse år er cirka 5 procent. Det vil sige, Fed mener ikke, at et fald i arbejdsløsheden har nogen indflydelse på inflationen, så længe arbejdsløshedsprocenten er højere end 5 procent. Fed er altid begyndt at hæve renten, når arbejdsløshedsprocenten er faldet til under NAIRU i ca. en tredjedel af alle amerikanske stater – bare ikke denne gang. Mere end 40 procent af alle stater har lige nu en arbejdsløshedsprocent under NAIRU, og Fed foretager sig (stort set) ingenting. Jeg ved godt, at renten blev hævet en anelse kort før jul, men det var en dråbe i havet ( se chart ). Et enkelt eksempel mere: Fed har altid betragtet antallet af nye arbejdspladser (job openings) som en meget pålidelig indikator for den økonomiske sundhed, og det har altid hævet renten i takt med, at antallet af nye arbejdspladser er steget – bare ikke denne gang ( se chart ).
Fed burde have sat renten op
Der er i realiteten mange andre eksempler på denne udvikling, som indikerer, at Fed for længst burde have sat renten op.
Der er derfor ikke noget underligt i, at man spørger sig selv, hvad det egentligt er der sker? Hvorfor sidder Fed på hænderne, når der tilsyneladende er meget indlysende grunde til at hæve renten? Vi taler ikke om to-tre rentestigninger på hver 0,25 procentpoint, men om rentestigninger af en helt anden størrelsesorden. Hvis Fed havde handlet som tidligere, skulle Fed funds-renten lige nu være mindst 5 procent.
Svaret på Feds passivitet er gæld, eller snarere, alt for meget gæld. Da vi gik ind i det nye årtusinde, var den samlede gældsætning i verden på ca. 87.000 mia. dollar, beregnet som en sum af den samlede gæld i husholdninger, gæld i ikke-finansielle virksomheder, gæld i den finansielle sektor og offentlig gæld. Da finanskrisen indtraf i 2008, var det tal steget til 142.000 mia. dollar. Der var almindelig enighed om, at verden simpelthen var nødt til at nedbringe dette tal, da det var den virkelige årsag til finanskrisen.
Nu er det lettere at blive enig om den slags ting i princippet, end det er i praksis, og den samlede gældsætning er derfor fortsat med at eksplodere. De seneste tal fra ultimo 2014 viser, at den samlede gældsætning er steget til 199.000 mia. dollar, og jeg er sikker på, at det reelle tal i dag er et stykke over 200.000 mia. dollar.
Hvordan hele historien ender, er der ikke nogen, der ved. Men Japan vil utvivlsomt blive det første OECD-land, hvor hammeren falder. Den samlede gæld målt i procent af GDP har allerede passeret 400 procent, og vil, hvis der intet andet sker, passere 600 procent inden midten af dette århundrede. Kæden vil med stor sandsynlighed hoppe af inden da.
Fed er bekymret for gældsætningen
Men Fed er uden tvivl bekymret for, at den fortsatte stigning i den samlede gældsætning vil have uoverskuelige konsekvenser, hvis renten stiger for meget, og er derfor tilbøjelig til at holde igen. En tilbageholdende Fed kan dog også få ganske dramatiske konsekvenser for inflationen på længere sigt. Jeg ved godt, at inflation ikke er noget reelt problem lige nu. Men jeg kan ikke lade være med at notere mig, at når Fed har siddet på sine hænder før, er det næsten altid endt med en ubehagelig stigning i inflationen, med samtidige markante rentestigninger.
Men historien bliver værre endnu. Den stigende gældsætning betyder nemlig også, at en stadig større del af den kapital, der normalt kan anvendes i produktionen, og derfor kan være med til at løfte den økonomiske vækst, i stedet bliver brugt til at servicere allerede eksisterende gæld. En stadigt stigende gældsætning vil derfor resultere i faldende økonomisk vækst, som vil bidrage til at øge gældsætningen yderligere.
En rigtig ond cirkel som i sandhed er et valg mellem pest og kolera.
Hver sten vendes
Dennis Kristensen kan berette om en voldsom og stigende interesse hos de kommercielle pensionsselskaber for at få fat i arbejdsmarkedets pensioner. Han mener, det hænger sammen med, at pensionsmarkedet er ved at været fyldt ud – at der er ikke mere vækst i selve markedet, så man nu i stedet jagter hinandens kunder.
”Når jeg ser på det kommercielle marked, er der besynderligheder. Jeg har oplevet, at vi bliver tilbudt penge fra pensionsselskaberne, når de fik kunder fra os. Jeg har oplevet at blive spurgt af PFA, om penge fra medarbejderes pensionskonti skulle tilføres deres pensioner, eller om vi ville have dem i FOA. Jeg tænkte: Hvad i alverden går det ud på,” siger Dennis Kristensen. Sagen med PFA skete for nogle år siden, og PFA ændrede praksis, da Dennis Kristensen begyndte at spørge ind til det, forklarer han.
”Jeg undrer mig over, hvor stor interesse private virksomheder kan have i at være i et specielt pensionsselskab. Det er jo medarbejdernes penge, ikke virksomhedens, og det er påfaldende, så stor interessen nogle gange kan være. Når man har aftalt, at der skal være et pensionsbidrag, så er det egentlig ikke længere arbejdsgiverens penge. Så er det lønmodtagerne, der skal bestemme over dem. Gad vide om der ikke er alle mulige underlige typer af markedsføringsbidrag – eller hvad man med andre ord kunne kalde bestikkelse. Jeg har dog kun set det rent fysisk med PFA hos os selv,” siger Dennis Kristensen.
Han oplever også, at mange arbejdsgivere er meget fokuserede på, hvor medarbejdernes pensioner er placeret – og især at de kan blive, hvor de allerede er. Forklaringen kan være, at der er en ekstra god service i lige det selskab.
”Det ville da være helt oplagt, at Finanstilsynet kiggede på, at de her penge ikke blev brugt til andre formål, end de er indbetalt til. Ud fra en beskyttelsesbetragtning, som er Finanstilsynets kerneopgave, så burde det her også være noget de kiggede på – særligt på firmapensionsaftalerne,” siger Dennis Kristensen.
Økonomisk Ugebrev har skrevet til PFA om Dennis Kristensens oplysninger. Men selskabet er ikke vendt tilbage med en kommentar.
Op i Folketinget
Finanstilsynet har meddelt Økonomisk Ugebrev, at der ikke er noget konkret lovgivning omkring placeringen af firmapensioner. Konfronteret med fagforbundenes ønske om en kortlægning, svarer kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynet: ”Jeg må henvise til mit tidligere svar, som også er gengivet i artiklen – det ikke er et spørgsmål, der er reguleret i den finansielle lovgivning, og det falder derfor uden for vores tilsynsområde,” skriver hun i en mail til Ugebrevet.
Dermed bliver sagen til et politisk spørgsmål, og det er nu sandsynligt, at fagforbundene bærer sagen videre til Folketinget og den ansvarlige minister.
Carsten Vitoft
Økonomisk Ugebrev følger op på sagen. Læs den tidligere artikel om mistanken om misbrug af de ansattes firmapension her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her