Landets største fondsmæglerselskaber præsterede sidste år guldrandede resultater og kom ud af 2015 med 19 procent højere provisionsindtægter.
De steg fra 1,9 mia. kr. til 2,3 mia. kr. Som Økonomisk Ugebrevs tema om Private Banking viste for nylig, er markedet for investeringsforvaltning og rådgivning i hastig vækst og særdeles lukrativt. Det er dog især de store fondsmæglere, som lukrerer på markedsvæksten.
Top 20-fondsmæglernes overskud før skat blev sidste år øget med 13 procent til knap 1 mia. kroner, efter fremgang fra 750 mio. kr. Samtidig blev Top 20-firmaernes personaleomkostninger øget fra 1,23 mia. kr. til 1,37 mia. kr., svarende til en stigning på 11 procent, dels på grund af flere ansatte i branchen, og dels på grund af store bonusudbetalinger til de ledende medarbejdere. Antal ansatte steg således med næsten 5 procent til 480 i de tyve største fondsmæglerselskaber.
Næsten hele branchens fremgang blev skabt i de største fondsmæglerselskaber. BI Asset management (BankInvest) er for alvor ved at nå tidligere tiders storhed, og den provinsbank-ejede kapitalforvalter er nu det bedst overskudsgivende fondsmæglerselskab herhjemme med et overskud før skat på 198 mio. kr. efter en fremgang på 61 mio. kr. Fondsmæglerselskabet har lavere bruttoindtægter end både Carnegieog PFA Asset Management, som til gengæld også har betydeligt højere personaleomkostninger.
BankInvest er begunstiget af at have en forretning med relativt høje marginaler, fordi en stor andel af den forvaltede kapital ligger i investeringsforeninger fra distribution gennem ejerbankerne. PFA Asset Management, som er 100 procent ejet af PFA Pension, øgede sidste år bruttoindtægterne til 430 mio. kr., og hovedparten af den forvaltede kapital kommer fortsat fra PFA Pension. Det oplyses, at 3 mia. kr. er eksterne mandater, hvortil kommer 4 mia. kr. fra investeringsforeningen, ud af i alt 319 mia. i AuM. Af Top 20-firmaernes samlede bruttovækst på 360. mio. kr. kom 320 mio. kr. fra de største fondsmæglere, med Carnegie som den suveræne højdespringer med en fremgang i bruttoindtægter på 41 procent.
Carnegie skriver følgende om firmaets markedssituation: ”Der er blandt de institutionelle kunder en stigende fokus på at opdele forvaltning af aktiemandater i aktive og passive mandater. Dette er en fordel for udbydere som Carnegie Asset Management Fondsmæglerselskab A/S, der kan fremvise en dokumenteret langvarig evne til at skabe merafkast for sine kunder. Omvendt betyder denne udvikling også, at en stigende andel af selskabets kundegrundlag har aftaler, som er bundet til det relative afkast på kundernes porteføljer. Dette kan skabe større udsving i selskabets årlige indtjening. Selskabet har fokus på at markedsføre Carnegie Asset Management som en ledende fokuseret nicheforvalter med særlige kompetencer inden for aktiv aktieforvaltning.” Det fremgår også, at Carnegie både har vækstambitioner i forhold til porteføljeforvaltning for institutionelle investorer og til retailinvestorer.
BankInvests ledelse oplyser i årsberetningen, at den valgte ejermodel og nye strategi har givet gode resultater. Det oplyses, at der har været stigende salg af investeringsforeningsprodukter, hvorved nettoformuen er steget 8 mia. kr. og mere end hos konkurrenterne. Markedsandelen oplyses at være øget fra 8,1 procent til 8,8 procent af det samlede investeringsforeningsmarked. Ifølge årsregnskabet har ejerbankerne givet stigende opbakning til Bankinvest, ikke mindst på grund af den valgte strategi med at servicere de nærmeste samarbejdspartere omkring produktudvikling og investeringssparring. Den fjerdestørste, Maj Invest, gik resultatmæssigt i stå sidste år, med en stort set flad udvikling i bruttoindtægterne. På grund af vækst i personaleomkostninger dykkede resultatet fra 143 mio. kr. i 2014 til 123 mio. kr. sidste år. Maj Invest skriver i årsrapporten: ”Udviklingen i forretningsomfanget er fortsat i 2015 med en tilgang i nye kundeaftaler og stor vækst i den formue, der rådgives om. Resultatet for året er tilfredsstillende og bedre end det forventede. (…) Maj Invest Asset Management har oplevet en god vækst i antallet af kunder. Formuen, der rådgives om, er i året steget med 13 mia. kr., svarende til en stigning på 44 pct. Investeringsforeningen Maj Invest tog fortsat markedsandele og fik en vækst på 42 pct.”
Om ekspansion af forretningen hedder det, at ”Maj Invest Equity International har rådgivet om en investering i en eksisterende fond samt påbegyndt rådgivning af to nye private equity-fonde. Maj Invest Equity Southeast Asia II K/S, der har fokus på investeringer i unoterede virksomheder i Vietnam og Indonesien, fik ved etableringen et kapitaltilsagn på 90 mio. USD. Maj Invest Financial Inclusion Fund II K/S, der har fokus på investering i unoterede virksomheder inden for finansiel infrastruktur og banksektoren i Latinamerika, Asien og Afrika, fik ved etableringen et kapitaltilsagn på 75 mio. USD.”
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.