De britiske EU-modstandere har i de seneste uger spillet deres stærkeste politiske kort i Brexit-kampagnen, i form af koordinerede angreb på David Cameron og den britiske regerings immigrationspolitik og mangel på hjemlig kontrol med Storbritanniens grænser. Det har givet nej-kampagnen ny vind i sejlene. Men det er stadigt højst tvivlsomt, om de britiske vælgere stemmer sig ud af EU den 23. juni – sandsynligheden er maksimalt 15-20 procent. I stedet vil fokuseringen på immigration formentligt blot mindske ja-sidens sejrsmargin og gøre Storbritannien vanskeligere at regere på langt sigt, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.
For det første har nej-sigerne, ved at kæde modstand mod den høje immigration i Storbritannien sammen med EU-afstemningen, reelt fjernet en del af usikkerheden om, hvordan de vil håndtere en overraskende sejr ved folkeafstemningen. Det er nemlig nu helt klart, at der ingen chance vil være for, at Storbritannien forbliver i det indre market efter et nej, da det vil kræve en – for Brexit-siden – helt uacceptabel opretholdelse af den nuværende frie indvandring for EU-borgere. Og for det andet er det givet, at en ny konservativ britisk regering, ledet formentligt af Boris Johnson, vil være politisk bundet til at sænke immigrationen til Storbritannien efter en Brexit med mindst 70 procent ned til de maksimalt 100.000 om året, som David Cameron rent faktisk lovede tilbage i valgkampen i 2015. Derved vil Storbritannien ende i netop det lav-immigrationsscenario, som alle økonomiske modeller viser har størst negativ indvirkning på økonomien på lang sigt.
Strategisk har nej-siden derfor gamblet med deres brug af immigrationsargumentet, som på den ene side har høj mobiliseringseffekt blandt vælgerne, men som på den anden side markant forøger downsiden for den britiske økonomi ved en Brexit.
Denne effekt er imidlertid ikke gratis for nej-siden. Den vil helt klart medvirke til endnu højere volatilitet på de finansielle markeder – ikke mindst valutakursen – i dagene op til selve afstemningen. En sådan øget økonomisk usikkerhed vil skubbe flere sving-vælgere med lav risikotolerance i armene på ja-siden. Det er åbenlyst, at nej-siden har vundet vælgere ved at fokusere på immigrationsspørgsmålet, men den vil i de kommende uger miste opbakning fra flere økonomisk orienterede vælgere. Derfor er det næppe sandsynligt, at fokuseringen på immigrationsspørgsmålet til syvende og sidst betyder andet, end at David Cameron vinder en lidt mindre sejr den 23. juni.
Den store politiske mobiliseringseffekt af immigrationsspørgsmålet, kombineret med at David Cameron, hvis han vinder folkeafstemningen og Storbritannien forbliver i EU, ikke vil have reel mulighed for markant at sænke det høje antal af nye immigranter som kommer til landet (333.000 i 2015), vil betyde, at emnet fortsat vil forpeste det offentlige politiske rum til højre for midten i London. Derved er der ingen chance for, at Brexit-spørgsmå-let forsvinder fra den politiske dagsorden, selvom ja-siden vinder. Utilfredshed med høj immigration vil fortsat være den politiske benzin, som driver EU-modstandsmotoren i Storbritannien. Man må derfor forvente, at der hurtigt kommer krav fra nej-sigerne i det konservative parti om en ny folkeafstemning, samt at Storbritannien vedbliver at være en problematisk partner for resten af EU.
Og man kan sagtens forestille sig, at UKIP går den samme forandring igennem som AfD i Tyskland, altså fra økonomisk baseret protestparti til fuldbyrdet anti-immigrations højrefløjsparti, efter et nederlag den 23. juni. UKIP’s raison d’être har jo altid været at få en folkeafstemning om EU i Storbritannien. Så hvis man taber den, har man jo som parti behov for en ny grund til at eksistere. Anti-immigrationsplatformen vil vise sig politisk meget tillokkende for Nigel Farage og kan nemt tænkes at vise sig mere succesfuld end partiets nuværende idegrundlag.
Det faktum, at resultatet af folkeafstemningen under næsten alle omstændigheder bliver snæ-vert, og at et flertal af konservative vælgere måske stemmer nej, selvom ja-siden vinder samlet, gør det ydermere klart, at David Camerons politiske liv kan være ovre, selv efter en sejr den 23. juni. Modstanden i hans eget parti mod hans frygt-baserede måde at vinde afstemningen på kan blive for stor. Ihukommende at det politiske alternativ i Labour for øjeblikket ikke er regeringsdueligt, betyder desværre, at Storbritannien næppe har andet valg end at lade sig regere af et konservativt parti, som afstemningen om EU har splittet endnu dybere, og som derfor på længere sigt vil have stadigt sværere ved at enes om noget som helst internt. Ligegyldigt hvad resultatet bliver, har Brexit-afstemningen gjort Storbritannien mere politisk ustabilt.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
