USA har mange valgmuligheder omkring Nordkorea

Donald Trumps mange bombastiske tweets om Nordkorea, og om hvordan hans missilknap er større end Kim Jung Un’s, tegner billedet af en konflikt mellem to fundamentalt ustabile ledere. Bundlinjen er, at egentlig krig på den koreanske halvø reelt er mulig som følge af uheld, menneskelige fejl eller misforståelser, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.

Donald Trumps tweets har været efterfulgt af en stribe udtalelser fra generalerne Mattis og McMasters. De formodes at skulle stabilisere situationen, men deres kommentarer er gået på, at USA ikke kan tolerere, at Nordkorea får mulighed for at ramme USA’s hjerte med et interkontinentalt atommissil.

Deres budskab er også, at USA har militære muligheder for at tage sagen i egen hånd, såfremt diplomatiet ikke finder en løsning. Der har sågar været forlydender om en amerikansk plan med et såkaldt ”Bloody Nose scenario”, hvor USA militært vil angribe dele af Nordkoreas missil- og atomprogram. Og derefter vil USA gøre det klart for Pyongyang, at hvis landet gengælder med angreb på Seoul og andre dele af regionen, vil massiv atomar gengældelse fra USA være svaret.

Samtidig høres argumentet om, at Nordkoreas atomprogram må være offensivt af natur, idet landet jo allerede har den militære afskrækkelsesoption via sin mulighed for at lægge Seoul i ruiner, stadigt oftere i den amerikanske debat. Det er derfor ikke et spørgsmål om selvforsvar for Nordkorea at have atomvåben, men i stedet en mulighed for at afpresse sine naboer for de ressourcer, energiforsyninger og fødevarer, det isolerede land så desperat har brug for. Den traditionelle koldkrigs-tankegang om terrorbalance og om, at atomvåben er politiske våben, som aldrig kan bruges i virkeligheden, er derfor ikke relevante i analysen af Nordkorea. I stedet lyder konklusionen, er det er bedst at gøre op med den nordkoreanske mafiastat hurtigst muligt, da en konflikt er uundgåelig.

Problemerne med disse konfliktscenarier er dog, at de alle baserer sig på en pludselig amerikansk vilje til at acceptere ’titusinder af ofre i dag for at undgå risikoen for millioner af ofre i morgen’. Samtidig er det klart, at et Bloody Nose-angreb på Nordkorea kun vil være politisk gennemførligt af USA, såfremt de titusinder af amerikanske statsborgere, både civile og militærfolk, som opholder sig i Seoul, evakueres på forhånd. Det siger imidlertid sig selv, at en sådan evakuering ikke vil kunne finde sted uden at udløse general panik i Sydkorea og samtidig underminere ethvert overraskelsesmoment. Desuden vil USA i den situation blive udsat for et meget kraftigt internationalt politisk pres.

Dernæst komplicerer den nylige olympiske optøning mellem Nord- og Sydkorea, som har aftalt at stille et fælles koreansk hold til legene i PyeongChang, den politiske situation i regionen. Den stadigt relativt nye sydkoreanske præsident Mon Jae-In har nemlig klart signaleret, at mens hans regering på den ene side er taknemmelig for Trump-administrationens øgede økonomiske pres via de nye FN-sanktioner på Nordkorea, så går Sydkorea i dag ind for dialog med Kim Jung Un. Og så har Donald Trumps seneste handelspolitiske tiltag med de nye straftolde på kinesiske solcellepaneler og sydkoreanske vaskemaskiner på det amerikanske marked en tvetydig effekt på hele situationen i regionen.

Effekten af, at nogle af landets største virksomheder, som Samsung og LG, nu er i Trump-administrationens sigtekorn, er klart politisk negativ for USA i Sydkorea, hvorfor Seoul nu er en endnu mindre sandsynlig allieret i en mulig optrappet konflikt med Nordkorea. Sydkorea har da også allerede indbragt de nye straftolde for Verdenshandelsorganisationen i Geneve, hvor et langvarigt slagsmål med Trump-administrationen nu venter.

På den anden side kan det ikke afvises, at Kina vil opfatte Donald Trumps nye handelshindringer som et udtryk for, at Beijing er nødt til at være mere håndfast i sin håndhævelse af de nye FN-sanktioner mod Nordkorea, for at undgå yderligere og langt mere økonomisk smertefulde amerikanske hindringer for den kinesiske eksport til USA. Da Kina fortsat er Pyongyangs økonomiske livline, kunne en sådan stramning af den kinesiske politik tænkes at have en gavnlig effekt på Kim Jung Uns forhandlingsvilje, hvilket igen vil nedtone behovet for fortsat amerikansk militær sabelraslen.

På trods af den skærpede retorik er det derfor stadigt usandsynligt, at Trump-administrationen er på nippet til at starte en krig med Nordkorea, og risikoen ligger derfor stadig i, at parterne utilsigtet kommer i væbnet konflikt som følge af et uheld eller en misforståelse.