Top 1000 CEO profil: I 2017 blev der nyudnævnt flere kvinder til posten som topdirektør i de 1000 største virksomheder end i de seneste fem år. Kun én gang de seneste syv år har CEO kvindeandelen været højere.
Det er muligvis ikke prangende, men det er mere end normalt: Tolv procent af de nyudnævnte adm. direktører i de 1000 største virksomheder sidste år var kvinder. Det er betydeligt mere end forrige år, hvor kun syv procent af de nye CEO’er var kvinder, og lidt mere end de foregående år med ti procent. Den noget afdæmpede udvikling i andelen af kvinder på topposter stemmer godt overens med det underliggende billede for kvindeandelen generelt på direktionsgangen i de 1000 største virksomheder.
I den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev Finans gennemgik vi den årlige kortlægning af nye direktører (eksklusiv CEO’er) i de 1000 største virksomheder. Konklusionen var, at kun 14 procent af de nyudnævnte direktionsmedlemmer i de 1000 største erhvervsvirksomheder sidste år var kvinder. Dermed er der tale om samme lave andel som for seks år siden, da Økonomisk Ugebrev udarbejdede denne analyse for første gang.
Som tidligere år er der overrepræsentation af nye kvindelige direktionsmedlemmer i udenlandske datterselskaber i Danmark, og der er typisk også tale om udenlandske kvinder. I årets opgørelse er otte af de 15 nye kvindelige direktionsmedlemmer danskere. For de nyudnævnte kvindelige CEO’er er billedet mere positivt: Ni ud af tolv nye kvinder på topchefposten er danskere, med Mette Maix til Zebra, som den mest kendte.
Grundlæggende er konklusionen dog, at myndighedernes og politikernes arbejde med at fremme kvindelige ledere i dansk erhvervsliv indtil videre er slået fejl. Blandt de 100 største virksomheder kom der sidste år kun ét nyt kvindeligt direktionsmedlem, nemlig Camilla Sylvest i Novo Nordisk. Kun to rent dansk ejede virksomheder ansatte kvinder i direktionen, nemlig Brødrene A&O Johansen og Rosendahl Design.
Erhvervsstyrelsen har i tidligere kortlægninger konkluderet, at det halter alvorligt med at få virksomhederne til at overholde gældende lovgivning omkring måltal og politikker for fremme af kvindelige ledere i virksomhedernes organisation. I et julebrev udsendt den 21. december 2017 skriver Erhvervsstyrelsen, at ”kontrollen af overholdelsen af reglerne omkring den kønsmæssige sammensætning af ledelsen, der omfatter både de børsnoterede og de ikke børsnoterede virksomheder, er blevet øget markant i 2017. Det skyldes, at Erhvervsstyrelsens årlige compliance undersøgelse fra 1. marts 2017 viser, at der er plads til forbedring.”
Erhvervsstyrelsen har det seneste år for alvor taget fat på de selskaber, som ikke lever op til lovens oplysningskrav om måltal for kvinder og politikker. Styrelsen oplyser, at der sidste år blev givet 70 påbud baseret på reglerne om ”det underrepræsenterede køn.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.