Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Aftenvagter søges: Linse fylder mere end største aktienedtur i seks år

Linse Kessler bor ikke længere på Islands Brygge i København. Hun er flyttet til Costa del Sol, hvor hun har åbnet en Bed and Breakfast. Vi stødte på nyheden hos TV2 mandag klokken 22. Børserne i USA var lige lukket, og aktiekurserne lå til det største fald i seks år. Men hverken på TV2 eller de egentlige erhvervsmedier kunne man læse om det. Okay, få minutter senere blev kortere, refererende artikler om det lagt øverst på hjemmesiderne. Alligevel må man undre sig over, at bemandingen på redaktionen er så lav i aftentimerne. Måske skulle der lidt organisatorisk nytænkning til i branchen. Aftenvagterne er naturligvis for længst sparet væk. Men med de digitale redskaber, medieverdenen i dag har til rådighed, er der stort set ingen meromkostning ved at lade et par medarbejdere arbejde hjemme, med besked på, at de skal lægge dette arbejde om aftenen, samtidig med at de holder et blik på de internationale nyhedsmedier. Blot et forslag.

Bankernes deroute

I år fylder finanskrisen ti år, men vi er stadig ikke blevet færdige med at tale om, hvad vi rent reguleringsmæssigt skal gøre for at sikre infrastrukturen i den finansielle sektor. Det er en diskussion, der må virke besynderlig på de mange små virksomheder, der har svært ved overhovedet at få en simpel bankkonto. Bankerne sorterer dem fra, fordi de giver for lidt indtjening i forhold til den administrative byrde, de medfører – på grund af reguleringen! Således har man netop ødelagt en vigtig del af den finansielle infrastruktur, man ville sikre: Det er meget vigtigt for en økonomi, at også små virksomheder kan blive serviceret af en bank. Børsen bragte onsdag en historie om et af ofrene for denne tendens: Spar Nord har sat virksomheden Coinmarket, der formidler kryptovaluta, på porten, og heller ingen andre banker vil tage den under sine vinger. I dette tilfælde er det hvidvaskloven, bankerne ikke orker at tumle med. Men det er fuldstændigt uholdbart, at det fungerer på den måde, og ikke kun ud fra en rimelighedsbetragtning over for den pågældende virksomhed. Det er fuldt lovligt at handle med kryptovaluta, og når man så de facto alligevel betragter aktiviteten som en kriminel aktivitet, kan det meget nemt blive en selvopfyldende profeti.

Retssikkerhedens deroute

Der er i tiden en bekymrende mangel på fornemmelse for, at en stat nødvendigvis må garantere borgerne et vist mål af retssikkerhed. Det så man også i et indlæg i Børsen mandag fra tre brancheforeningsdirektører. De tre – Kent Damsgaard fra DI, Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri og Charlotte Jepsen fra FSR – argumenterer for et øget (skatte-)kontroltryk og ”en effektiv automatisering af indberetninger til det offentlige, tredjepartsoplysninger og en mere intelligent brug af digitale kontrolsystemer.” Det er altså en yderligere, væsentlig indskrænkning af boligens ukrænkelighed, de tre store erhvervsorganisationer foreslår (i grundlovssammenhæng tæller en virksomhed som en bolig). Helt galt går det for direktørerne, når de også foreslår at mårrette kontrollerne mod, hvor der er en særlig risiko for snyd. Formuleringen om det er lidt uklar, men de synes at ønske, at det er konkrete, mistænkte virksomheder, der skal kontrolleres. Netop i tilfælde, hvor der findes en nok så vag mistanke om lovbrud, kan man efter dansk lov ikke foretage en kontrol uden retskendelse. Og dén lov kan man ikke bare lave om på, uden at komme i konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i sin tid er forfattet helt uden hjælp fra danske brancheforeningsdirektører.

Vaccine

Staten solgte Statens Serum Institut (SSI) for en slik og måtte oven i købet betale en stor sum for at salgsmodne selskabet. Dette er vel efterhånden etableret som en af tidens skandaler, og Rigsrevisionen understøttede forrige uge dette billede med en stærk kritisk beretning om sagen. Men hvor ligger skandalens rod? Ifølge professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensens klumme i Weekendavisen den 2. februar ikke hos en udygtig forvaltning, som Rigsrevisionen mener, men hos politikerne: Det var dem, som først besluttede, at prisen på vacciner skulle sænkes, så SSI blev en uprofitabel forretning, og som bagefter afviste alternativerne til et salg – at køre produktionen videre som en statsvirksomhed eller at lukke den helt ned og købe vacciner udefra. Hvis den udlægning er sand, må politikerne virkelig se selv i øjnene og overveje deres egen governance. Det er demokratiets vilkår, at totale amatører har medindflydelse, og det har naturligvis nogle omkostninger, man må acceptere. Men der må også være en grænse.