Vi har været meget skeptiske mht. til Lundbeck, og så sent som i august anbefalede vi, at man afventede udviklingen i aktien, da vi anså et betydeligt kursfald for at være det mest sandsynlige.
Når vi i dag alligevel lægger aktien i Basisporteføljen til kurs 124,70 skyldes de to forhold:
For det første at Lundbeck i september ser ud til at have ramt bunden for denne gang. Efter et fald fra 169,83 den 26. marts ramte kursen 117 den 1. september, og Lundbeck havde dermed mistet næsten en tredjedel af sin værdi på et halvt år. Derfra er kursen imidlertid steget, og i går passerede Lundbeck 50 dages glidende gennemsnit for første gang siden slutningen april.
For det andet har den betydende investorgruppe, som er samlet under navnet Anonymous været en betydelig nettokøber i Lundbeck den seneste måned. Med et nettokøb på 34 mio kr. står “Anonymous” for ikke mindre end 84 % af nettokøbet i Lundbeck. Nettosælgere er mere lokale investorer som Nordea, Sydbank og SEB. Vi har meget stor respekt for Anonymous’ betydning for kursdannelsen, og hvis denne gruppe ser Lundbeck som attraktiv ved den aktuelle kurs taler det i høj grad for en fortsat kursstigning.
Abonnenter på Økonomisk Ugebrev Formue / AktieUgebrevet fik denne nyhed for tre timer siden. Er du ikke abonnent, kan du tegne abonnement her







