Ukendskab og usikkerhed er sammen med manglende indsats fra myndighederne side de primære årsager til, at danske investorer endnu ikke har givet crowdfunding det store gennembrud. Det viser svarene fra 160 private investorer i Økonomisk Ugebrevs survey om Equity Crowdfunding.
”En potentielt interessant mulighed, men mangler interesse og professionalisme i dansk sammenhæng,” lyder et af svarene i Økonomisk Ugebrevs survey af 160 private investorers holdning til equity crowdfunding. Og svaret er meget sigende for holdningen til, hvorfor denne finansieringsform ikke er slået igennem på det danske marked. Dette i modsætning til, hvad man har set i andre nordiske lande, som Finland og Sverige, der, som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev, har set stor vækst de seneste år. Faktisk fylder equity crowdfunding intet i de danske statistikker, viser de seneste analyser af markedet.
MANGLENDE SUCCESFORTÆLLINGER
Næsten 70 procent af de adspurgte investorer er enten enige eller meget enige i, at der ikke er nok fokus på muligheden for at investere gennem equity crowdfunding platforme. Michael Eis, formand for Dansk Crowdfunding Forening, finder resultaterne meget sigende for det danske marked. ”Investorernes kendskab er reelt ikke eksisterende. Vi har jo ikke ingen succeser at læne os op af i vores historiefortælling,” siger han.
Læs også: Crowdfunding: Danmark kan lære af England
Selv om den finske equity crowdfunding-platform Invesdor har præsteret at hente knap 4 mio. danske kroner fra sin ”crowd” af investorer til den danske frisørkæde Zenz Organic, er det en forkølet enlig svale i det samlede billede af dette marked. Heller ikke den danske platform Crowdinvest har indtil nu været i stand til at opbygge en portefølje af selskaber for investorer at investere i.
En anden hindring, som de adspurgte særligt fremhæver som en barriere for at få det danske marked ordentligt i gang, er usikkerhedsmomentet. Igen knapt 70 procent er enten enige eller meget enige i, at markedet er for usikkert til, at de private investorer kan gennemskue, hvad de investerer i, når de bevæger sig ud på dette – for mange danske investorer – anderledes marked.
Ifølge Jesper Jarlbæk, formand for DanBAN, Danish Business Angels, landets største netværk af investorer i startups, er crowdfunding bestemt også et marked med visse risici, netop fordi der er tale om nye og ofte uprøvede virksomheder. ”Men i den sammenhæng vil det være bedre, hvis man stiller krav om bedre oplysning, frem for at have et kapitalkrav til f.eks. aktieselskaber, der er højere end i andre lande. Det hjælper ikke. Man er nødt til at erkende, at der er tale om risikable investeringer under alle omstændigheder,” siger han.
Michael Eis er med egne ord ”helt på linje” med Jesper Jarlbæk. ”Som virksomhed og platform skal man præsentere oplysningsmateriale for de kommende investorer. Og der må man bare erkende, at det ikke er alle interesserede investorer, der er i stand til at læse et regnskab eller en revisionsrapport. Mit gæt vil være, at selv om det ligger til gennemsyn, vil det være de færreste, der læser det,” siger han.
Læs også: Equity Crowdfunding: Politikere vil af med snærende regler
MANGLENDE INFORMATIONER
Økonomisk Ugebrevs survey tyder dog på, at grundig information om projekterne er afgørende for mange investorers beslutning om at investere eller ej. Næsten 90 procent af investorerne mener, at beskrivelsen af projektet, herunder budgetter, udviklingsplaner og bestyrelser, er enten vigtigt eller meget vigtigt for at investere over en equity crowdfunding-platform.
En anden barriere er, at det offentlige ikke er gode til at informere om mulighederne ved crowdfunding, mener mere end halvdelen af de adspurgte. Og en af de deltagende har suppleret med at skrive: ”Jeg er også selv iværksætter, så jeg mener, at det kunne være en god mulighed. Men viden omkring muligheden er alt for lille. Erhvervskontorerne er ikke gode til at informere os om muligheder for fonde, medfinansiering, mv.”
Ifølge Michael Eis ville det være en klar fordel, hvis det offentlige Danmark støttede op om at løbe markedet i gang, for at skabe det fornødne momentum, til en selvbærende udvikling. Økonomisk Ugebrev har beskrevet de hæmmende regler overfor flere folketingspolitikere, der har oplyst, at de vil undersøge muligheden for at få reglerne lempet. Eksempelvis om det skal være nødvendigt at være et aktieselskab for at få penge via platformene.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.