Handelsbanken: Danmark: Forbrugertilliden faldt mere end ventet fra 11,4 til 7,1 og reverserede dermed en stor del af den overraskende kraftige stigning vi så i forbrugertilliden i de foregående tre måneder. Årsagen til den faldende tillid kan muligvis findes i uroen i Ukraine/Rusland samt tegnene på at euroområdets økonomi er gået i stå igen. Endvidere har der også været lidt mere triste signaler fra dansk økonomi på det senest og endelig skal det heller ikke udelukkes, at de fornyede diskussioner om begrænsninger af boligejernes lånemuligheder er med til at øge forsigtigheden i husholdningerne. Vi fik positive tal for udviklingen i detailsalget, der steg med 0,6% m/m i august, hvilket var stærkere end den fremgang på 0,1% m/m som vi havde ventet. Samtidigt blev væksten opjusteret med 0,1%-point i både juni og juli. Overordnet ser det således ud til at den svagt stigende tendens i detailsalget, vi har set igennem 2014, stadig er intakt. I perioden fra juni til august er detailsalget dog stadig faldet med 0,2% i forhold til den foregående tre måneders periode, og det er efter vores vurdering svært at tale om en forbrugsfest i dansk økonomi.



