Det var ganske kortvarigt – få timer – der for alvor var nervøsitet i markedet i takt med at det stod klart, at den kommende amerikanske præsident blev Donald Trump.
I nogle timer forduftede forventningerne om, at den amerikanske centralbank ville sænke renten nu til december. Men allerede i løbet af onsdagen kom forventningerne tilbage på niveauet før valget. Det var ligeledes kun i få timer, der var et meget beskedent opadgående pres på den danske krone.
Det er, som om Donald Trumps forsonende og statsmandsagtige takketale onsdag formiddag fjernede det meste af den nervøsitet, der i løbet af valgnatten havde indfundet sig på de finansielle markeder. Talen blev af markedet tolket i retning af, at den kommende præsident måske ikke er helt så ekstrem som det billede, der ellers har været tegnet af ham.
Traditionelt er de finansielle markeder de første til at indregne den ene eller anden effekt af en hændelse, og det har også været tilfældet denne gang. Ingen kan naturligvis vide, om det kommende forløb vil vende op og ned på forholdene igen, men foreløbig er voldsom risikoaversion blevet afløst af en betydelig optimisme, og nu er der faktisk forventning om, at den nye præsident måske kan levere et markant boost til den amerikanske økonomi. F.eks. er der nu endda højere forventning om en renteforhøjelse i december. Den kommer med mere end 80 procents sandsynlighed.
Ændringerne er kommet i takt med, at der nu er sket et skifte til positive forventninger til, hvad den kommende præsident kan gøre for at sparke mere gang i den amerikanske økonomi. Det har sendt både aktier og renter opad meget hurtigt, og for det danske markeds vedkommende var det opadgående pres på kronen væk, næsten før det begyndte.
Som det ser ud nu, er der ingen forventninger om, at Nationalbanken skal i markedet med at intervenere eller for den sags skyld sænke renten for at fjerne et pres på kronen. Presset er forsvundet helt af sig selv i takt med, at der nu er positive forventninger i stedet for frygt.
Ejlif Thomasen