Brdr. Hartmanns halvårsregnskab 2014 er et lysende eksempel på et problem med de gældende regnskabsregler. At dømme efter det officielle regnskab går det nemlig helt forrygende for Brdr. Hartmann med en fremgang i resultatet før skat i 1. halvår på næsten 200 %. Det kan man så undre sig en smule over, når det sker på baggrund af et fald i omsætningen på 3,7 %, men tallene lyver jo ikke.
Nej, men de fortæller heller ikke hele sandheden. Kendsgerningen er nemlig, at Brdr. Hartmann faktisk ikke har leveret noget særlig godt resultat i 1. halvår. Når det ser sådan ud på papiret skyldes det, at man i 1. halvår 2013 havde store ekstraordinære udgifter i forbindelse med lukningen af en fabrik i Finland og fratrædelsesgodtgørelse til den tidligere adm. direktør. Af noterne til regnskabet fremgår det, at disse ”særlige poster” i 1. halvår 2013 belastede regnskabet med 38,9 mio. kr.
Hvis man korrigerer den primære drift for denne betydelige post, så er EBIT i 1. halvår 4,5 % dårligere end i fjor. Og på kort sigt er forskellen endnu større. I 2. kvartal er tilbagegangen i det primære driftsresultat nemlig på 17,6 %. Det ser jo alarmerende ud, men igen fortæller tallene alene os ikke hele sandheden. Hvis man går bag om tallene viser det nemlig sig, at tilbagegangen i 2. kvartal på 3,7 mio. kr. mere end modsvares af en negativ valutakurspåvirkning på 6 mio. kr.
Set over hele 1. halvår bliver det endnu mere interessant. Her er tilbagegangen i driftsresultatet før særlige poster på 2,9 mio. kr., mens valutakurseffekten er på minus 15 mio. kr. Valutakursændringerne skjuler altså en betydelig fremgang i indtjeningen.
Abonnenter kan læse hele artiklen i Økonomisk Ugebrev Formue / AktieUgebrevet nr. 32. Er du ikke abonnent, kan du prøve 3 uger gratis her







