Rådet for Samfundsansvar, som rådgiver regeringen i spørgsmål om fremme af samfundsansvar i danske virksomheders forretningstænkning, er langt med overvejelser om at udarbejde en vejledning om, hvordan selskabsskat kan indgå i danske virksomheders rapportering om samfundsansvar. De 1.100 største danske erhvervsvirksomheder er pålagt at rapportere om deres holdninger og arbejde med samfundsansvar, og Danmark anses som foregangsland på dette område. Eksempelvis kom først for nylig rapporteringskrav via EU, mens de herhjemme har eksisteret siden 2009.
Rådet for Samfundsansvar, som har Novo Nordisk- direktør Lise Kingo som formand, har de seneste måneder arbejdet med hvordan en vejledning om virksomhedernes rapportering om holdninger til fastsættelse af selskabsskatten kan se ud, erfarer Økonomisk Ugebrev Ledelse. Mens samfundsansvar hidtil langt hen ad vejen har handlet om ”bløde” parametre som korruption, børnearbejde, menneskerettigheder, miljø, global opvarmning og arbejdsmiljø, ligger oplysninger om virksomhedernes selskabsskat i en helt anden tung – og kontroversiel – finansiel liga set gennem erhvervslivets briller. Mange steder i erhvervslivet ses selskabsskat ikke som en del af CSR, så Rådet for Samfundsansvar risikerer uden tvivl at træde ind i en politisk hvepserede med meget stærke politiske holdninger og særinteresser.