Anmeldelse: Hvis man vil være en vinder, skal man være ligeglad med, om man vinder. Dette udsagn er naturligvis sat på spidsen, men det udtrykker alligevel en almindelig erfaring i sportsverdenen: Der er altid en turnering på et niveau en tak højere oppe, og skal man nå sit ypperste, nytter det ikke noget at stille sig tilfreds med, at man lige har vundet Hvidovre-mesterskabet. Man må sætte sig ud over den optagethed af sejr eller nederlag, der naturligt findes hos fans og medier, og bedømme sig selv på noget helt andet: Nemlig om man har præsteret godt eller dårligt. Nogle af sportsverdenens største trænere har drevet den såkaldte præstationsledelse ud i det ekstreme – som når Manchester Uniteds nu forhenværende træner Alex Ferguson kunne skælde sine spillere huden fuld efter en kamp, man havde vundet på en forkert måde.
Peter Brüchmann, tidligere sportsredaktør og chefredaktør på BT, og Mikael Trolle, direktør og landstræner i Dansk Volleyball Forbund, søger i en ny bog at introducere præstationsledelsens mysterier for resten af samfundet, herunder naturligvis ikke mindst erhvervslivet. De har den gode pointe, at man mange steder i samfundet har hængt sig op på simple resultatmål, der også sætter en overgrænse for ambitionerne. For erhvervslivets vedkommende kan man tilføje, at der er mange andre faktorer, der kan være en sovepude. Der er børsnoterede virksomheder, der vænner sig til ”blot” at nå bestemte resultater hvert kvartal. Der er virksomheder, der kun i beskedent omfang er presset af konkurrenter. Der er virksomheder, der har fundet ind i en gænge med konkurrenter og kunder, og som ikke ønsker at ryste dette trygge fundament. Og der er virksomheder, der betragter sig selv som succesfulde, selv om de reelt blot har været heldige med et nyt produkt, og omvendt virksomheder, der går i fiasko-stemning på baggrund af, hvad der er reelt er simpelt uheld.
Så der er gode grunde til at præsentere erhvervslivet for nogle fra erfaringer fra (elite-) sportens verden, hvor man altid stræber efter at forbedre sin præstation, med henblik på at vinde en finere pokal. Kasper Hjulmand brugte i sin tid som træner for FC Nordsjælland f.eks. at arbejde intensivt med dem, der ikke spiller. Når de føler sig motiverede, skaber de ikke dårlig stemning i truppen, de støtter, selv fra deres position på bænken, op om holdkammeraterne, og de er nemmere at få ind på holdet igen, hvis der opstår behov for det.
Men trods den slags godbidder lykkes forfatterne ikke ret godt med deres projekt. Lad gå med, at de lader passionen løbe af med sig, og fortæller spændende, men sagen uvedkommende, anekdoter fra sportens verden. Mere defekt er det, at de aldrig gør sig klart, hvad der adskiller præstationsledelse fra anden ledelse. Når man i slutningen af bogen når til de teoretiske afsnit, finder man ud af, at de definerer al god ledelse som præstationsledelse. Den definition leder jo frem til en cirkelslutning: Præstationsledelse er godt, fordi det er godt. Og det indebærer at man ikke holder tingene adskilt. F.eks. bliver nogle af de store trænere fremhævet for at have udviklet deres sport. Al respekt for det – men netop når det gælder innovation, er det erhvervslivet, der så at sige har førertrøjen på. Der findes vel dårligt den virksomhed, stor eller lille, der ikke på et tidspunkt har prøvet at redefinere sit produkt, for på den måde at få nye kunder ind i butikken. Karismatiske ledere, der har taget opgør med stive strukturer, er mildt sagt heller ikke ukendt fra erhvervslivet.
Har man interesse for sport, kan man måske glæde sig over fortællinger om koryfæer som Alex Ferguson og Johan Cruyf, og man bliver også præsenteret for mere ukendte cases, der er interessante ud fra en ledelsesmæssig vinkel – måske mest udpræget førnævnte Kasper Hjulmand, der klarede det ret utrolige mesterstykke at opfylde Peter Brixtoftes vision om at få FC Nordsjælland (tidligere Farum) i Champions League. Og det var ikke bare et lucky punch, for klubben er stadig i eliten i Danmark, foran klubber, der har langt større ressourcer til rådighed.
Men har man ikke interesse for sport, vil man nok opleve bogen som en sejtrækker. Og til forfatterne skal lyde den lidt flabede opfordring at tage deres egen medicin: Prøv en gang til – denne gang med en mere stringent tilgang til, hvad præstationsledelse er. Samt lidt mere refleksion over, hvilke erfaringer fra sporten, der kan genbruges i erhvervslivet. Det kan ikke alle. Nogle gange, når præstationsledelsen går galt, ender en ellers stor klub i stedet med at rykke ned. Det er traumatisk, men man kan dog rykke op igen. Her er risikoen større for virksomheder: Når de først er rykket ned, er det for det meste slut og forbi.
