Gennem de seneste år har de såkaldt assessment-opgaver af eksisterende bestyrelser og direktioner givet ekstra omsætning hos seach- og selection-firmaerne. Nu har en ny udvikling yderligere lagt lag til denne tendens, oplyser flere kilder i branchen: I forbindelse med virksomhedshandler vælger køberne i stigende grad at undersøge, om den eksisterende ledelse nu også er den rette til at føre den valgte strategi ud i livet. ”Det er ikke noget, man altid gør. Men vi ser det oftere og oftere. Det er også lidt afhængigt af, hvem man arbejder for. Nogle bruger det helt slavisk for at få klarhed over, om ledelsen lever op til de forventninger, man har,” siger Finn Krogh Rants, managing partner i Boyden.
Ifølge fra Ivan U. Henriques, partner i Human Capital Group kommer udviklingen fra et bredt udvalg af koncerner og virksomheder, f.eks. i forbindelse med virksomhedshandler og fusioner. Men særligt private equity-fondene er drivere. ”De sidder i det dilemma, at når de skal købe en virksomhed, skal de give et bud, der er bedre end konkurrenternes. De vil nødigt på forhånd spille imod den ledelse, der allerede sidder der. Derfor har de haft en lidt famlende tilgang til assessment. Men en del af dem er begyndt at gøre det systematisk efter købet, og alle indrømmer, at det koster et betydeligt beløb, når de ikke har den rigtige ledelse til at gennemføre transformationen. Den forkerte ledelse koster mindst 2-3 procent på omsætningen, og minimum det samme på omkostningssiden. Det bliver hurtigt til et tocifret milliontab, inden de får en ny, kompetent ledelse på plads,” siger Ivan U. Henriques.