Godt halvdelen af de kunder, som Roskilde Bank i sine sidste, vaklende år tilbød at købe aktier, tog imod tilbuddet. Det kan man udlede af et svar til Folketinget fra erhvervs- og vækstministeren. 28.000 kunder fik tilbuddet, og Finansiel Stabilitet oplyser ifølge svaret, at man efter et forlig med Forbrugerombudsmanden i december sidste år har tilbudt erstatning til 15.000 kunder. ”I alt 12.047 kunder har pr. den 31. oktober 2014 accepteret Finansiel Stabilitet A/S’ erstatningstilbud, og heraf har Finansiel Stabilitet A/S udbetalt erstatning til 11.440 kunder. For de resterende 607 kunder er udbetaling i proces eller afventer påbegyndelse heraf – eksempelvis fordi Finansiel Stabilitet A/S ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til brug for udbetaling,” uddybes det. Det fremgår ikke, hvad der skal ske med de ca. 3000 kunder, der åbenbart ikke har accepteret erstatningstilbuddet.
