Formanden for Komiteen for God Fondsledelse, advokat Marianne Philip, ser ikke behov for stramning af anbefalingerne om god fondsledelse omkring andelen af uafhængige bestyrelsesmedlemmer. Dermed er hun i første omgang afvisende overfor forslag fra Lundbeck Fondens formand, Jørgen Hugo Rasmussen.
Der er ikke udsigt til, at Komiteen for God Fondsledelse lige foreløbig strammer de gældende anbefalinger om bestyrelsens uafhængighed. Debatten er blusset op, efter at formand for Lundbeck Fonden, Jørgen Huno Rasmussen, har kritiseret de danske anbefalinger om fondsgovernance for at være for slappe. Nu er det på tide at stramme de slappe elastikker omkring fondsbestyrelsernes uafhængighed, siger han. Også selvom han godt ved, at han stikker hånden ind i en hvepserede.
Jørgen Huno udtalte i en artikel i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev ledelse følgende: ”Anbefalingerne bør strammes til et flertal af bestyrelsesmedlemmerne er uafhængige. Og anbefaling 2.3.5 bør strammes til, at ikke engang som mindretal bør nogen nuværende eller tidligere direktører i dattervirksomheder kunne blive medlem af fondsbestyrelsen. Målet er at sikre, at driftsselskabet ikke har nogen direkte eller indirekte indflydelse på sin ejer.”
Han frygter, at tidligere direktører som bestyrelsesmedlem kan blive overdommer og evaluere og overvåge egne investeringer, aktiviteter og tiltag, som direktøren selv har initieret som direktør. ”Man skal ikke have medansvar for ”at dræbe sine egne børn”. Den tidligere direktør bør heller ikke medvirke til at vurdere om valget af efterfølger har været rigtig,” siger Jørgen Huno Rasmussen, der første gang fremførte sit synspunkt på en bestyrelseskonference for nylig.
Fra komiteen siger Marianne Phillip, at spørgsmålet om uafhængighed i fondsbestyrelser blev indgående drøftet i forarbejderne til de senere anbefalinger og derefter i selve komiteen: ”Fordele og ulemper har været vendt og drejet, og man kom frem til, at den nuværende formulering med at en ”passende andel af bestyrelsens medlemmer” bør være uafhængige. I bemærkningerne til anbefalingerne præciseres det, at bestyrelser (eksklusiv medarbejdervalgte medlemmer) på op til fire medlemmer, bør have mindst ét uafhængigt medlem. Består bestyrelsen af mellem fem til otte medlemmer, bør mindst to medlemmer være uafhængige.”
Videre siger Marianne Philip: ”Erhvervsstyrelsen har gennemført en omfattende kontrolindsats med fondenes rapportering i forhold til anbefalingerne, og derfor forventer vi et betydeligt kvalitetsløft i fondenes opfølgning på anbefalingerne allerede i år. I komitéen er vi enige om, at fondene nu skal have tid til at indarbejde de gældende anbefalinger, før vi begynder at ændre i dem. Det er klart, at der kan opstå behov hen ad vejen for justeringer, og der kan forhold om bestyrelsens uafhængighed også komme til at indgå. Det er altid sundt med en debat om anbefalingerne, og en diskussion om hvad god fondsledelse indebærer, så det hilser jeg velkomment. I Komitéen lytter vi naturligvis til de input vi får. Men vi har ikke planlagt ændringer i anbefalingerne indenfor de næste år.
Men hvorfor er der forskel på, hvad der opfattes som god praksis i børsnoterede selskaber, hvor et flertal skal være uafhængige, og i fonde, hvor der endda ikke er det samme ejerpres for at udskifte eventuelle udygtige bestyrelsesmedlemmer? ”Der er betydelig forskel mellem børsnoterede selskaber og fonde. De børsnoterede selskaber står til ansvar overfor aktionærerne, der har investeret i dem, mens det for fondene gælder, at der er tale om en stifter, der har doneret virksomheden til fonden, hvor bestyrelsen er underlagt en vedtægt og myndighedstilsyn. Så selvom der er mange ligheder mellem de to ejerskabsformer, så er der også betydelige forskelle mellem dem.”
Økonomisk Ugebrev skrev i den seneste udgave at blandt andet LEO Fonden har ytret sig kritisk mod en stramning af de gældende anbefalinger om fondsgovernance. Vi skrev også, at LEO Pharmas tidligere CEO nu sidder i fondens bestyrelse. Dette er ikke korrekt.
”LEO Fondets regler for valg til bestyrelsen fastslår, at tidligere adm. direktører i LEO Pharma ikke er valgbare. LEO Fondet lever op til samtlige anbefalinger for god fondsledelse. For så vidt angår bestyrelsens sammensætning er et flertalaf bestyrelsens medlemmer uafhængige. Fire ud af syv er uafhængige, foruden medarbejderrepræsentanter,” siger fondens CEO, Jesper Mailind til Økonomisk Ugebrev.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.