På generalforsamlingen den 24. september besluttede IC Companys at udbetale et udbytte på 3 kr. pr. aktie. Samtidig lagde man op til, at der kunne udbetales et ekstraordinært udbytte i størrelsesordenen 100 mio. kr. i regnskabsårets 2. kvartal, og det løfte har man nu sat handling bag. I mandags udsendte selskabet således en børsmeddelelse om, at der udloddes et ekstraordinært udbytte på 5,85 kr. pr. aktie svarende til et samlet beløb på 100 mio. kr. Da IC Companys mandag lukkede i kurs 145 svarer det til et direkte afkast på 4,0 %.
Det skal dog pointeres, at aktiekursen for et udbytteudbetalende selskab normalt falder lige så meget som der udbetales i udbytte, så teoretisk set er der ikke noget at hente ved at købe en aktie som IC Companys for at høste udbyttet. Men nogle gange er der forskel på teori og praksis. Når det gælder sammenhængen mellem udbytteudbetaling og det efterfølgende kursfald er der nemlig flere faktorer, som spiller ind.