I Økonomisk Ugebrevs årlige CEO Rating tildeles dumpekarakterer til CEO’erne for Højgaard Holding, NKT og Matas. På hver sin måde er der tale om udfordrede selskaber, hvis aktier det seneste år er faldet markant tilbage, og hvor det umiddelbart er svært at se krystalklare strategier for en turn around.
I den absolutte bund scorer adm. direktør Ditlev Fleistrup fra Højgaard Holding kun karakteren 1,7 på en skala fra én til fem, hvor karakteren én er ringest og karakteren fem er bedste bedømmelse fra de knap 30 analytikere og porteføljemanagere, som har deltaget i ratingen. Økonomisk Ugebrev har i en artikelserie de seneste måneder kortlagt problemerne i Højgaard Holdings store datterselskab, MT Højgaard, som har trukket Højgaard aktien ned med 70 procent de seneste år.
Det børsnoterede selskab har over de seneste fem år givet et underskud på samlet ca. 100 mio. kr. efter et minus på 40 mio. kr. sidste år. Børsselskabet har likvider på knap seks mio. kr., og det vil være afhængigt af udbyttebetalinger fra den 56 procent ejede dattervirksomhed MT Højgaard, for at kunne styrke den finansiellesituation markant. Samtidig ligger den udfarende kraft i en forbedret lønsomhed i Højgaard Holding, der har samme bestyrelsesformand som MT Højgaard, nemlig Søren Bjerre-Nielsen. Som det fremgik af interview med CEO for MT Højgaard, Torben Biilmann, i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev, forventer ledelsen, at datterselskabets lønsomhed forbedres markant inden for et par år.
Matas’ nye CEO Gregers Wedell-Wedellsborg har endnu ikke formået at fortælle en helt klar historie om selskabets nye strategi, som analytikere og porteføljemanagere har forstået og vendt tommelfingeren klart opad til. Ved fremlæggelse af regnskabet for 3. kvartal 2017/2018 i starten af februar blev fremlagt de første summariske byggeklodser til en mere fokuseret strategi, med blandt andet besparelser og fast track på udvikling af onlineforretningen. Men det har tilsyneladende ikke været skarpt nok, til at aktiemarkedet har belønnet de nye tanker. Selvom aktien de seneste uger har klare sig fint med plus ti procent, ligger den fortsat på under det halve af toppen tilbage i foråret 2015.
NKT-aktien er siden starten af året dykket fra 290 til lidt over 180, altså med over 30 procent. Fremlæggelsen af årsrapporten ultimo februar 2018 har ikke stoppet en sivende
kurs. Heller ikke selvom topledelsen med Michael Hedegaard Lyng i spidsen har stillet en bedring af den langsigtede lønsomhed i udsigt. I 2018 ventes svag ordreindgang og et EBITDA overskud på 90-110 mio. euro mod 138 mio. euro sidste år. På 3-5 års sigt ventes øget lønsomhed til 200-225 mio. euro, men markedet har endnu ikke tålmodighed eller tilstrækkelig tillid til at indprise dette scenarie.
Colding-Friis er taget til nåde – stort set
CEORating: I fire år – framedio 2012 til midten af 2016 – var Pandora en flunkende stjerne på den danske aktiehimmel. Aktien blev 15-doblet – fra kurs 60 til i underkanten af kurs 1000. Kombinationen af angreb fra kapitalstærke shortfonde og svag kommunikation fra ledelsen om selskabets udfordringer, har efterfølgende gjort aktien til et let offer. Aktiekursen er de seneste år faldet markant, og var nede at runde 560 dette forår. Efterfølgende er der fremlagt en ny strategiplan, med mere afmålte målsætninger for lønsomhed og salgsvækst. Siden er aktien steget til i underkanten af 700, men shortfondene belejrer fortsat aktien, så de er ikke overbeviste. Senest har Carnegies Pandora-analytikere Lars Topholm løftet kursmålet fra 660 kr. til 700 kr.
Ifølge analysefirmaet Factset, der har indsamlet estimater fra 16 analytikere, er det gennemsnitlige kursmål 770, og analytikerne har samlet set inden for de seneste fire uger begyndt at opjustere deres estimater efter en lang glidebane fra maj 2017 med et gennemsnitligt kursmål på 1100. Økonomisk Ugebrev har i den årlige CEO rating stillet følgende specialspørgsmål om Pandora: ”Pandoras CEO Anders Colding-Friis har de seneste år været igennem et stormvejr, med stort pres på aktiekursen og kritik for ikke at fremlægge den fulde historie om Pandoras udfordringer. I hvor høj grad vurder du, at han igen har skabt ro om virksomheden og sin position med den nye strategi og de mere moderate vækstmål?”
Hertil svarer 21 procent af analytikere ”i høj grad” eller i ”meget høj grad”, altså med positive tilkendegivelser, mens andre 21 procent svarer i ”i ringe grad,” altså med en moderat negativ tilkendegivelse. 58 procent er neutrale med svaret ”i nogen grad”.
Læs hele temaanalysen om Top 50 CEO Rating 2018 i den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev Finans.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her