De lange renter er igen i gang med at falde, selvom der var udbredte forventninger om, at vi nok ikke kunne forvente yderligere rentefald – end ikke hvis ECB leverede varen i form af massive opkøbsinitiativer. Forklaringen på den markante markedsreaktion – både på valutamarkederne og rentemarkederne – er givetvis, at markedsdeltagerne alligevel ikke helt havde positioneret sig til, at ECB rent faktisk ville melde så markant ud, som man gjorde. Det kan være konsekvensen af, at ECB så mange gange tidligere har skuffet i forhold til markedets forventninger.
Nordea peger på, at initiativet fra ECB er lidt større end forventet, nemlig 60 mia. EUR om måneden i opkøb. Det skal foreløbig være i kraft frem til september 2016. Men nok så vigtigt er udmeldingen fra ECB om, at det kan fortsætte, indtil man har nået de ønskede mål. Der er således tale om open ended opkøb. ”Det er mere end markedet havde forventet, og det er tydeligvis også mere, end de havde positioneret sig til,” siger chefanalytiker for Europa Holger Sandte fra Nordea. Han vurderer, at der nu er tale om en decideret gamechanger. Reaktionen i markedet var at sende de tyske tiårige renter helt ned på 0,36 procent. Derimod ser det ikke ud til at have nogen indflydelse på markedet, at det kommende græske valg tegner til at sende venstrefløjspartiet Syriza ind med stor magt. RBS Capital var dog fredag ud med en mere bekymret vurdering. Deres vurdering er, at der er udsigt til en regering, der vil være på direkte kollisionskurs med resten af Europa, og at det vil give ny bekymring om græsk udtræden af EUR-samarbejdet, med alle de usikkerheder, det medfører. ”Vi vurderer ikke, at det i øjeblikket er indpriset,” skriver RBS Capital.
Teknisk analyse på statsrenter
Renten nåede et lavpunkt i 0,535 procent, og efter det ubrudte fald fra 0,745 procent ville alt andet end en stigning have været overraskende. Men med det kraftige forudgående fald som baggrund for den seneste stigning, skal der betydeligt mere end blot en stigning op mod 0,700 til at indikere en afslutning på det igangværende fald, hvor negative indlånsrenter i bankerne nu begynder at spøge i kulissen.