Der kommer nu nyt pres på erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen for at svare på, hvad han har gjort for at undersøge og eventuelt stoppe realkreditsektorens mulige brud på SDO-loven. Siden Økonomisk Ugebrev før sommerferien sidste år omtalte realkreditsektorens sandsynlige lovbrud i forbindelse med at overvælte omkostninger ved brud på LTV-grænserne på SDO-låntagerne, er der tilsyneladende ikke sket noget. Dengang krævede et klart politisk flertal en kulegravning af området. Men virkeligheden er, at hele sagen er gået i glemmebogen. På den baggrund retter folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) nu igen fokus på området.
Han har i første omgang stillet spørgsmål til erhvervsog vækstministeren om sagen: ”Mener ministeren, at omkostninger vedrørende de såkaldte SDO-lån kan overvæltes på almindelige låntagere i et kreditinstitut? Såfremt ministeren mener, at det ikke kan lade sig gøre, hvad har ministeren da gjort for at kontrollere, at almindelige låntagere alligevel ikke – direkte eller indirekte – er blevet pålagt disse omkostninger, således som antydet i flere dele af dagspressen?,” lyder spørgsmålet.