IBM er mange gange blevet latterliggjort, fordi de afviste en ung Bill Gates og hans venner fra Seattle, der tilbød dem styresystemer. Datidens it-gigant kom fra en verden af store skrivemaskiner og kunne ikke forestille sig, at software nogensinde blev stort.
Men IBM kan trøste sig med, at de langt fra er de eneste, der har smidt guld på gaden på den måde: Bill Gates er en af 800 personer i verden, der har arbejdet sig op fra ingenting til at besidde en formue på over 1 mia. dollar. Og af dem har hver fjerde tidligt i karrieren oplevet at blive fyret fra sin arbejdsplads. Mange andre har forladt arbejdspladser i frustration.
Det er John Sviokla og Mitch Cohen fra PwC i USA, der har forsket i, hvad der kendetegner den eksklusive klub af selvskabte dollarmilliardærer. De forventede, at prototypen, lige som Bill Gates, ville stå bag en stor innovation. Men det er ikke tilfældet. Faktisk har de typisk skabt formuen på gængse produkter eller ydelser, der bare er pakket og markedsført på en måde, så det mere præcist rammer forbrugernes ønsker. Mange har endda gjort det flere gange. De er serieiværksættere og har først nået milliarden ved tredje eller fjerde opstart.
Sviokla og Cohen konkluderer i en artikel i Strategy+business, at virksomheder taber meget store potentialer på gulvet ved ikke at give tilstrækkelig plads til sådanne typer. Der er jo mange, mange flere, der har samme egenskaber i sig, selv om de ”kun” når f.eks. 1 mia. danske kroner i formue. Sviokla og Cohen taler om, at de 800 er ”producere”, i modsætning til ”performere”. Sondringen er ikke helt skarp. Men den første gruppe er dem, som udvikler noget nyt, mens den anden gruppe er dem, som optimerer de muligheder, der allerede findes.
Langt de fleste virksomheder har en performerkultur, og ikke et ondt ord om det, for det er også nødvendigt for at få hverdagen til at glide. Men helt optimalt bliver det altså, hvis man samtidig kan spotte og give plads til producere, i stedet for at sortere dem fra som vidtløftige, forstyrrende elementer.
