Den økonomiske vækst fortsætter med fuld fart frem i USA, mens der er indikation på afdæmpning af væksten i Europa. USA plejer dog at trække Europa frem med 3-6 måneders time-lag. Det kan understøttes af den svækkende Euro. Derfor er der udsigt til ny styrke i europæisk økonomi.
De ledende økonomiske indikatorer for amerikansk økonomi peger fortsat i retning af fuld fart frem. Både indikatorerne baseret på hard data og soft data ser stærke ud, og det giver også en forventning i markedet, at der kommer op til tre renteforhøjelser yderligere i år. Den første kommer ifølge markedsforventningerne med 100 procent sikkerhed på næste FED-møde den 13. juni.
Indikatorerne fra ISM, PMI fra Markit og Atlanta Fed peger således alle i samme retning, nemlig af et fortsat robust opsving.
Atlanta Fed skriver i den seneste opdatering: ”The GDPNow model estimate for real GDP growth (seasonally adjusted annual rate) in the second quarter of 2018 is 4.0 percent on May 9, unchanged from May 3.”
Markit skriver om USA’s lokomotiv position i den seneste opdatering om den globale PMI: “The pattern of the expansion appears to be changing, however, with the US taking a firmer driving role as the upturn in the euro area cools. Output growth accelerated in the US to a two-month high and was among the best seen over the past two-and-a-half years.”
Til gengæld ser det ud til, at den europæiske vækst for tiden bremser en del op, fremgår det af de seneste PMI meldinger. Markit skriver: “The final PMI numbers confirm the marked, broadbased fading of the eurozone’s growth spurt so far this year. ”
Med den betydelig svækkelse af Euro over den seneste måned, sammen med den normale afsmitning af væksten fra USA, er der dog grund til at forvente, at den europæiske vækst tikker opad igen. Euro/USD er på tre uger svækket med hele fire procent, og det har været med til at booste europæiske aktier, samtidig med at den europæiske centralbank har trukket lidt i land på kommende pengepolitiske stramninger.
Samlet set opfatter de finansielle markeder det som noget nær en attraktiv goldilock situation, med relativt lave renter samtidig med, at den økonomisk vækst er solid. Det kan dog hurtigt ændre sig, hvis og når markedet reagerer på markedsforventningen om tre renteforhøjelser senere på året, samt et muligt brud op gennem 3,05 procent for den ti årige amerikansk statsrente.