Den organiske vækst – eller mangel på samme – har gennem de sidste par kvartaler været i fokus hos ISS. Men væksten i 1. kvartal viste sig at være god.
ISS’ organiske vækst i 1. kvartal blev på 3,1%, og selvom det er lavere end 3,6% i 4. kvartal var det ganske pænt og bedre end markedets forventning. Og ifølge CEO Jeff Gravenhorst også en smule bedre end ISS’ egen forventning. Det hænger bl.a sammen med den ind- og udfasning af større kontrakter, der pågår løbende, ligesom ISS også havde et godt kvartal i forhold til omsætningen fra mere akutte og ikke planlagte situationer.
For 2018 er udmeldingen fortsat en organisk vækst på 1,5-3,5%, men med den gode start på året er sandsynligheden for at ende i toppen af intervallet, og bedre end 2017’s 2,4%, styrket en smule. Ikke mindst fordi 1. halvår 2018 vil være de 2 dårligste kvartaler i året med hensyn til vækst og indtjening. Indtjeningsmarginen på 4,0% mod 4,5% i 1. kvartal 2017 blev noget lavere end ventet, og her ligger forklaringen også i skiftet i kontrakter og lidt i valutaudviklingen. Indtjeningsmarginen vil også være backend-loadet i 2018, således at der vil indtræde en gradvis forbedring henover 2. halvår.
For 1. halvår er det forventningen, at indtjeningsmarginen vil være dårligere end 1. halvår 2017, mens indtjeningsgraden i 2. halvår vil være bedre end 2. halvår 2017. I særdeleshed vil 4. kvartal være afgørende for om den udmeldte forventning på 5,6% vil blive nået.
Aktiekurs tæt på 3 års laveste
ISS er en af de få større aktier på børsen, hvor der p.t. ikke er rapporteret shortpositioner. Den seneste – og eneste – blev lukket ned i kølvandet på regnskabet, hvilket måske kan være med til at forklare det lidt opsigtsvækkende udsving i aktiekursen efter regnskabet. Aktien startede med en flot stigning på over 5% til kurs 230, men er derefter faldet mere eller mindre kontinuerligt helt ned til kurs 207-210. Med undtagelse af ex-udbyttedagen i april er det et kurslavpunkt, der ikke er set siden markedsuroen i august 2015. Altså er aktiekursen tæt på 3 års laveste.
Kursgrafen viser, at ISS i forhold til konkurrenterne ligger i den tunge ende. Det store fald hos konkurrenten Sodexo hænger sammen med en markant nedjustering af vækst og indtjening i forbindelse med halvårsregnskabet i slutningen af marts. En frygt der spredte sig til ISS-investorerne, men som altså viste sig at være grundløs.
I takt med kursfaldet og en mindre justering af konsensusestimaterne er værdiansættelsen af ISS forbedret en smule siden vores seneste analyse i februar. ISS handler nu til en P/E for 2018 på lige under 15 og for 2019 kan P/E p.t. opgøres til ganske pæne 13,2. Væksten er bestemt ikke prangende, men med tanke på ISS-forretningens stabile egenskaber, ser vi stadig værdiansættelsen som attraktiv.
Median-kursmålet er henover det seneste år skåret fra 305 til 260, hvilket tydeligt viser hvor hårdt en negativ ændring i vækstbilledet slår igennem på kursforventningerne. I forventning om at ISS leverer en bedre organisk vækst henover året, og at indtjeningsgraden følger med op igen i takt med indkøringen af de større kontrakter, ser vi stadig et pænt potentiale i aktien.
Steen Albrechtsen
Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i ISS
Børskurs på analysetidspunktet: 214,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 250-270
Læs tidligere analyser af ISS her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her