2014 bekræftede vores påstand om, at sportsaktier generelt er en særdeles dårlig investering, og at man kun bør investere penge i sådanne aktier, hvis man kan tåle at tabe dem. For det kommer man højst sandsynligt til.
På kort sigt kan der naturligvis være undtagelser, og en sådan undtagelse er i øjeblikket AaB, som i 2014 startede med at være en potentiel konkurskandidat med en særdeles spinkel egenkapital og et tocifret millionkrav på ubetalte feriepenge hængende over hovedet. Men i slutningen af 2014 var det hele vendt på hovedet. Feriepengesagen var afsluttet, AaB havde fået polstret egenkapitalen gennem en kapitaltilførsel, og med en sportslig succes i europæisk fodbold forlod AaB 2014 med en bugnende pengekasse.
AaB var den eneste sportsaktie, som gav et nogenlunde hæderligt afkast i 2014, hvor aktiemarkedet steg 16 %. Bortset fra AaB var kun Silkeborg tæt på at forsyne investorerne med et positivt afkast i 2014, og det kan man måske undre sig over i betragtning af at 2014 blev en sportslig katastrofe for Silkeborg.







