Værdipapirbenchmark: Siden marts 2014 har de udenlandske investorer måned for måned netto købt danske realkreditobligationer. Opkøbene var i november endda lidt større end i oktober måned med et nettokøb på 11 mia. kr. I november var det først og fremmest rentetilpasningsobligationer med en løbetid fra et til fem år, de udenlandske investorer opkøbte i. Her var opkøbet for mere end 19 mia. kr., mens man reducerede i de helt korte rentetilpasningsobligationer. Derimod var den udenlandske interesse for nye fastforrentede 30-årige obligationer noget mindre, men det blev dog til et køb på 3 mia. kr. i de helt lange papirer. Med bevægelserne i november ejer de udenlandske investorer nu realkreditobligationer for 583 mia. kr. Heraf er de 438 mia. kr. papirer med en løbetid under fem år.
Det fremgår af Nationalbankens værdipapirstatistik for november. Statistikken viser desuden, at der i november var en tilgang af de lange, fastforrentede obligationer med en restløbetid på over 30 år. Det er stort set udelukkende nye udstedelser i 2,5 procent 30-årige lån. Her steg mængden af papirer fra 106 mia. kr. til 126 mia. kr. Derimod er det svært at sammenligne med månederne før, fordi en meget stor mængde papirer fra september er flyttet fra at være over 30 år til at være under 30 år, da de gamle 2044-serier lukkede for udstedelser med udgangen af august. Nu er det således alene 2047-udstedelser, der ligger i klumpen på 126 mia. kr. Åbningen for udstedelser af papirer med en kuponrente på nu kun 2 procent vil utvivlsomt føre til en yderligere vækst i det helt lange segment, men det er altså foreløbig primært danske investorer, der aftager de lange, fastforrentede udstedelser.
Nationalbankens opgørelse for november viser desuden, at der nu igen er fremgang i udstedelsen af variable lån i EUR. Her har der ellers været en betydelig tilbagegang gennem 2014 til et foreløbigt bundniveau ved udgangen af oktober på 196 mia. kr. Men i november skete der et markant hop op til knap 239 mia. kr. Kun lidt over 1 mia. kr. af fremgangen blev aftaget af udenlandske investorer, mens langt det meste lå i beholdninger i den indenlandske finansielle sektor. Når det gælder statspapirerne, er opgørelsen fra november præget af obligationsudløb, hvor papirer med en kursværdi på godt 53 mia. kr. udløb i november. En stor del – 36 mia. kr. – af disse lå hos udenlandske investorer. Til gengæld har de udenlandske investorer købt statspapirer med en længere restløbetid. Det er først og fremmest papirer med en restløbetid på mere end ti år, hvor den udenlandske beholdning i november er vokset med 8 mia. kr. Men samlet er den udenlandske beholdning af statsobligationer i november faldet med 23 mia. kr. på grund af udløbet af papirer. Omkring 9 mia. kr. at dette er herefter kanaliseret over i skatkammerbeviser. Det er dermed de helt lange og de helt korte papirer, en stor del af indfrielsesprovenuet er placeret i.
Beskedent opkøb af aktier
I november var der forholdsvis roligt på aktiemarkedet efter betydelige bevægelser i oktober. Det betød, at kursværdien af de børsnoterede danske aktier kun ændrede sig med 4 mia. kr., fra 1968 mia. kr. til 1964 mia. kr. Der var et udenlandsk opkøb på kun 1 mia. kr. Private danske investorer solgte danske aktier for knap 2 mia. kr., og det kan meget vel være en forskrækket reaktion oven på de store kursbevægelser i oktober, hvor aktierne først faldt betydeligt og derefter steg igen. I øvrigt en bevægelse, der blev gentaget i december måned. Bevægelsen i december betød dog for danske og europæiske aktier, at måneden netto gav kursfald. Alligevel endte danske aktier for hele 2014 med et imponerende afkast på 23 procent målt på C20 indekset. Til sammenligning steg europæiske aktier knap 7 procent.