Et halvt års kraftigt olieprisfald har fundamentalt ændret den investeringscase, som A.P. Møller-Mærsk siden 2012 har præsenteret for sin olieforretning. Mange markedsdeltagere efterlyser nu en helt ny equity story for Maersk Oil, og dermed i virkeligheden for hele industrigruppen A.P. Møller-Mærsk. Hele kalkulen omkring allokering af kapitalen skal gentænkes, da der ikke længere er samme lønsomhed i olieinvesteringer. Derfor vil kapitalen antageligt søges anvendt som investeringer i andre forretninger.
Olieprisfaldet vil, vurderer det britiske oliekonsulentfirma Wood Mackenzie, betyde, at Maersk Oil sandsynligvis helt dropper det angolanske oliefelt Chissonga. Med en forventet produktion på over 60.000 tønder olieekvivalenter om dagen var Chissonga ellers udset til at bidrage kraftigt til olievirksomhedens equity story og vækstplan.
Ved hjælp af investeringer på 3-5 mia. dollar om året skulle projektet bringe produktionen op fra 235.000 tønder i 2014 til 400.000 tønder i 2020: ”The project faces significant challenges at current oil price levels. Maersk holds per cent interest in Block 16 and has said it may look to reduce its stake. We believe this could precede a country exit following difficulties in advancing its projects in a region known for its high costs and tough fiscal terms,” skriver Wood Mackenzie.