Der er normalt god sammenhæng mellem pensionsselskabernes afkast og omkostninger – altså hvad kunderne betaler for, og hvad de får tilbage. Men Danica stikker ud som både Danmarks dyreste på omkostninger og dårligste på investeringsafkast, målt over fem år. Fortiden spøger stadig, forklarer investeringsdirektør Jesper Langmack.
Med denne uges godkendelse fra konkurrencemyndighederne af Danicas opkøb af SEB Pension har Danica nu distanceret den evige rival PFA på størrelse. Danica er nu en anelse større end PFA målt på præmier, men de er til gengæld langt bagefter på den kvalitet, de tilbyder kunderne. Set over de seneste fem år har Danica leveret det ringeste afkast blandt de store pensionsselskaber, og er samtidig blandt de dyreste for nye kunder.
I gennemsnit har afkastet i PFA været 10 procent årligt før omkostninger, mens det kun har været 8,3 procent i Danica. Dertil skal lægges, at nye kunder skal betale godt 1500 kr. mere årligt for at være kunde i Danica frem for PFA. Derfor er Danica på papiret tvunget til at levere varen i form af højere afkast i de kommende år, hvis det ikke skal koste endnu flere tabte kunder til ærkerivalerne fra PFA.
Den situation er investeringsdirektør Jesper Langmack klar over, så han er under et stort pres for at nærme sig toppen i afkast statiskkerne de kommende år. Han fortæller i en samtale med Økonomisk Ugebrev, at den nye investeringsstrategi nu er begyndt at virke.
”Det er klart, vi var bagud i 2013 til 2015, og det er jo derfor, vi har lavet en ny strategi. De seneste to år har vi ligget bedre målt på både absolut afkast og risikojusteret afkast. Strategien er at øge vores investeringer i alternativer som direkte investeringer og lån til unoterede virksomheder. I dag udgør den slags investeringer 11 procent af markedsrente produkt, og vi arbejder på at øge det endnu mere,” siger han.
[irp posts=”847429″ name=”Ny magtbalance: Betydning af det nye pensionslandskab“]
Deri skal også søges forklaringen på, at Danica er havnet i den kedelige situation at være blandt de dyreste selskaber samtidig med at afkastet har svigtet.
”Alternative investeringer koster bare mere at investere i end traditionelle aktier og obligationer. Men vi er blevet meget større med sammenlægningen af funktioner med Danske Bank, og så har vi købt SEB Pension, hvilket betyder, at vi nu får nogle markante skalafordele. Hvor vi før måske blot gik til eksterne fonde med hundrede millioner euro, så kommer vi nu med 300 mio. kr., og det kan man altså spare 20 til 30 basispunkter på i omkostninger.
Indtil videre har kombinationen af lave afkast og høje omkostninger dog ikke kostet Danica så meget på kundesiden, som man kunne vente. Man har mistet storkunder til PFA for år tilbage. Men det skyldes i højere grad, at PFA har tilbudt markante rabatter, som omvendt har givet et uheldigt fokus på PFA, der er blevet beskyldt for at bruge gamle kunders penge til at skaffe nye kunder.
[irp posts=”847432″ name=”Nye milliontab truer pensionsbranchen på forsikringer“]
Så væksten i Danica har været nogenlunde intakt, og det er indtil videre lykkes Danica at forklare kunderne, at de lave afkast var midlertidige. Strandhugsten af netop Jesper Langmack og hans makker Poul Kobberup fra PFA blev dygtigt udnyttet til at fortælle historien til kunderne om at se fremad – ikke tilbage. Men nu er de to makkere under et gevaldigt pres for at levere varen – i form af højere investeringsafkast til kunderne. For sådan en historie skal bakkes op af resultater, hvis Danica skal bevare troværdigheden.
Der er næppe tvivl om at konkurrenterne vil påpege mismatchet mellem, hvad Danica siger, og hvad tallene siger. Og her kan stort set alle andre selskaber selv fortælle en sammenhængende historie. For der er faktisk ganske god sammenhæng mellem de afkast og omkostninger, som sektoren har leveret sidste år. PFA, Industriens Pension og SEB Pension har ligget i top på omkostningerne, men de har også leveret varen i form af de højeste afkast. Pensionskasserne Sampension, Pædagogernes Pension og Pensiondanmark har ligget lavere, men de er også en hel del billigere at være kunde i.
Topdanmark gør det bemærkelsesværdigt godt i sammenligningen med gode afkast og særdeles lave omkostninger, og det er salgsdirektør Steen Møller Jensen i Topdanmark Liv godt klar over: ”Det vigtigste er at levere et konkurrencedygtigt afkast til kunderne, efter alle direkte og indirekte omkostninger er betalt. Det er det, som kunderne kan mærke på deres depot – og noget vi i Topdanmark har haft succes med at levere.”
Så hvad man får, og hvad man betaler, hænger nogenlunde sammen i branchen, og den historie skal Danica nu også have til at hænge sammen.