Kommentar: First North børsen kan blive en rigtig gavnlig institution for underskoven i dansk erhvervsliv. Den kan formidle risikovillig kapital til de mange SMV virksomheder, som har brug for det, nu hvor bankerne ikke er rigtig til stede. Investorerne er der også. Men er rådgiverne ved at ødelægge det hele, før det for alvor er startet?
Nasdaqs First North børs kan de kommende år blive en afgørende drivkraft bag erhvervsudviklingen i den brede underskov af virksomheder, hvis den udvikler sig som vi har set i Sverige. Over 50 nye og mindre virksomheder henter risikovillig kapital til udvikling. Og det er en afgørende vigtig fødekanal af kapital, så længe bankerne af gode grunde holder sig fra de meget risikofulde udlån.
Som udgangspunkt har vi herhjemme en supergod platform for at kopiere svenskernes succes. Blandt velhavende private og halvprofessionelle investorer er der masser af risikovillig kapital. Selskaberne med behov for udviklingskapital er der. Og på papiret er rådgiverne også ved at være der, med flere nye professionelle aktører på banen.
Når den mulige succeshistorie allerede nu er ved at køre ind i en mur skyldes det langt hen ad vejen, at flere rådgivere ikke er deres ansvar bevidst. Formelt skal de så-kaldte certified advisors alene sikre, at formalia i forhold til børsnoteringen er i orden. Men efter vores vurdering har rådgiverne også en vigtig rolle for helheden ved reelt at blåstemple både ledelsen, aktiehistorien, forretningsmodellen og værdiansættelsen.
Efter vores vurdering bør rådgiverne altså ikke hovedløst påtage sig rollen som certified advisor, hvis de grundlæggende forhold ikke er i orden, eller hvis der er meget stor tvivl om, hvorvidt casen nogensinde kan blive en god investering for de nye eksterne investorer.
Selvom certified advisor altså ikke har det formelle ansvar, bør investorerne efter vores vurdering se meget på, hvilke selskaber, de enkelte rådgivere har været med i. Og om tingene efterfølgende viser sig at være i orden. I en meget foreløbig vurdering af de seneste First North noteringer er det vores overordnede vurdering, at Green Mobility er absolut godkendt. Virksomheden synes at være startet på en fornuftig værdiansættelse, forretningsmodellen virker stærk, og udviklingen i selskabet er god – og endda lidt bedre end forventet. Bag noteringen står rådgiveren Kapital Partner.
Et andet eksempel er NPinvestor, som kom umanerligt klumpet fra start med storinvestor Erik Damgaard, som måtte fylde op for at få tegningen minimumstegnet. Prospektet er total hullet, selskabet starter grundlæggende med en god idé, men forretningsmodellen er på ingen måde unik i forhold til, hvad der ellers findes på investeringsmarkedet. Værdiansættelse med en marketcap på over 100 mio. kr. er efter vores vurdering helt ude i skoven. Noteringskursen var 17 kr. Aktuel kurs er mere end halveret til otte kr. Rådgiver for selskabet er CDI Global.
Rengøringsplatformen Happy Helper er en god idé, som er noteret alt for tidligt, og hvor værdiansættelsen er baseret på eksplosiv vækst, trods det at der findes mange store europæiske ekspansive konkurrenter. Af en iværksættervirksomhed af den type, synes omkostningsniveauet at være meget højt. Udbuddet blev reddet af en ekstra tegningsgaranti i ellevte time, så heller ikke her var der et naturligt grundlag for den udbudte kurs. Noteringskursen var 16 kroner, mod aktuel kurs på ni kroner. Rådgiver er Tofte & Company.
Historien er næsten den samme med eventmanagerplatformen Conferize. Historien blev oversolgt til de private investorer. Forretningsmodellen er på ingen måde ny, og hovedparten af platformens tilmeldte events er der ingen tilmeldte på. Oplysningerne om aktivitet synes derfor at være tvivlsomme. Noteringskursen var otte kroner. Og aktuel kurs er 8,25 kr.
Andre af de nye First North selskaber synes dog at have mere substans. Agillic, som godt nok er dykket en smule i forhold til tegningskursen – fra 38 til 36, er en etableret virksomhed med tilsyneladende solid vækst, viser regnskabet for 1. kvartal. Emissionen blev ifølge selskabet overtegnet 33 procent. Værdiansættelsen på knap 300 mio. kr. virker dog stadig meget anstrengt. Rådgiver her er Tofte & Company.
Økonomisk Ugebrev arbejder på en ratingmodel for certified advisors på First North, hvor vi ud fra helheden bedømmer de enkelte rådgivere, baseret på de selskaber, de siger ja til at børsføre.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.