Kort rente: Det er med stor spænding, at markedet ser frem til de kommende valutatal fra Nationalbanken på tirsdag. De vil afsløre, hvor voldsomt omfanget af intervention har været i januar. Nogle vurderinger i markedet har været, at der har været tale om salg af kroner for omkring 100 mia. kr., og det vil være et ganske voldsomt beløb i sammenligning med tidligere forløb. Chefanalytiker Niels Christensen fra Nordea peger på, at man kan få et fingerpeg ved at se på pengeinstitutternes nettostilling over for Nationalbanken, eller rettere sagt udviklingen i denne. Det offentliggøres løbende, og her har der været tale om en forøgelse på 60 mia. kr. Det indikerer en betydelig tilstrømning. ”Om der nu er sket nok nedsættelser fra Nationalbankens side til at holde kronekursen, er helt umuligt at vide. Men hvis man f.eks. skæver til forløbet i Schweiz, hvor de jo har en negativ rente på 0,75 procent, så tyder de seneste dages valutaudvikling på, at det virker,” siger Niels Christensen. Der har således været tendens til, at CHF er blevet lidt svagere, og det kan være fordi den markante negative rente gør at det er så dyrt at holde CHF. Til sammenligning er den danske indskudsbevisrente nu på -0,50 procent efter de tre danske rentenedsættelser på ti dage, og dermed er der kun en forskel på 25 basispoint ned til den schweiziske rente.
Niels Christensen peger på, at det andet der kan skabe ro om kronekursen, er tid. ”Jo længere tid, Nationalbanken kan holde stand i forhold til spekulanterne, jo større sandsynlighed er der for, at der falder ro over markedet,” siger han. Forløbet med de tre hurtige rentenedsættelser viser, at Nationalbanken er klar til at tage de nødvendige skridt, og derfor er vurderingen i markedet da også, at Nationalbanken ikke vil tøve med flere rentenedsættelser, hvis de finder det nødvendigt. Det seneste forløb har haft den effekt, at Cibor-satserne nu også er blevet negative helt ud til en løbetid på tre måneder. Med Nationalbankens rentenedsættelse torsdag faldt tre måneders Cibor fredag fra 0,02 procent til nu -0,11 procent. En måneds Cibor er nu på -0,17 procent.
Niels Christensen peger også på, at med de seneste initiativer fra Nationalbanken er der nu klart signaleret et niveau for den danske krone. Der har ellers i en periode været tendens til, at Nationalbanken har tilladt en større styrkelse af kronen.