Spørgsmål til erhvervsministeren om misbrugsrisiko ved det nye store dataregister over alle danskeres finansielle forhold, som er under opbygning. Nets/IBM-skandalen lurer i baghovedet. Spørgsmål: Kan ministeren garantere sikkerheden for, at følsomme oplysninger ikke misbruges? Ministerens svar: ”Jeg er sikker på, at Nationalbanken og Finanstilsynet i forbindelse med arbejdet med et kreditregister er meget opmærksom på at iagttage alle nødvendige IT-sikkerhedsmæssige foranstaltninger med henblik på at sikre, at der sker en betryggende håndtering af og omgang med de indberettede data, og at der vil være tæt dialog med Datatilsynet, for så vidt angår de relevante tilladelser m.v. Inden kreditregisteret tages i anvendelse, skal det anmeldes til Datatilsynet. Jeg har endvidere forelagt spørgsmålet for Nationalbanken, som har oplyst følgende: ”Kreditregisteret vil blive oprettet i henhold til gældende love og regler på området, ligesom der vil være dialog med Datatilsynet om opbygningen af kreditregisteret, herunder indhentning af alle nødvendige tilladelser fra Datatilsynet. Kun ganske få medarbejdere med it-administratorrettigheder i Nationalbanken har teknisk set mulighed for at tilgå indberettede personhenførbare oplysninger om fysiske personers finansielle forhold, mens medarbejdere i al almindelighed kun vil kunne få adgang til oplysningerne på et anonymiseret grundlag.””



