For erhvervsfolk, der gerne vil have en bestyrelseskarriere, bliver det stadig vigtige at positionere sig, før de fylder 60 år. Dette års kortlægning af de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer i de 100 største selskaber viser nemlig, at andelen af nyvalgte +60 årige er markant faldende. Sidste år faldt andelen af de ældre, erfarne bestyrelsesmedlemmer over 60 år til blot 19 procent, mod 27 procent året før. Billedet understøtter opfattelsen af, at det er vigtigt for bestyrelsesmedlemmer at være aktive erhvervsfolk med den opdaterede føling, det giver med omverdenen. Tendensen er den samme, når det gælder nyudpegede CEO’er i de 1000 største erhvervsvirksomheder, viser Økonomisk Ugebrevs årlige kortlægning af CEO-skift i de 1000 største erhvervsvirksomheder. Om udviklingen mod fravalg af ”det grå guld” er hensigtsmæssig eller ej, kan meget vel diskuteres. Men det er i hvert fald den vej, det går. Økonomisk Ugebrev vil i den kommende udgave dykke dybere i denne tendens, og forsøge at forstå de afgørende drivkræfter.
